Overflytningen fra et endnu sommerligt Italien til det danske efterår ramte den spinkle peruaner som en kølle: Orkesterchefen måtte ind og fortælle, at Flórez havde forkølet sig og måtte spare på den berømte stemme. Der skulle jo gerne være lidt tilbage til næste aftens cimbriske publikum. Altså en arie mindre, angiveligt den længste af programmets tre. Nogle småknurrede, at det havde været sparsomt nok i forvejen til at gå som 'operakoncert', men så var det heller ikke værre. Hvad vi måtte undvære, var jo strengt taget bare mere af det samme, for det var alt sammen Rossini, og selv verdens måske bedste Rossini-tenor gjorde det ikke lysende klart, hvad alle de vokale kruseduller egentlig skal til for. Det skulle da være for at demonstrere artistisk overskud. Dét fik vi, så ingen kunne ane, at sangeren ikke følte sig rask. Utrolig, det er han. Den lyse, lette klang går til stratosfæriske højder. Det gør mange engelske lyriske tenorer også, men modsat dem slipper Flórez aldrig den kropslige vægt og intensitet i sit let metalliske topregister. Trods denne tyngde i ansatsen har han imidlertid en nærmest naturstridig manøvredygtighed; og til overflod er tonen varm og smidig, også i det dybe leje, der ikke er kraftigt, men har naturlig fylde. Ren opvisning er det da heller ikke: Flórez former smukt og kan vise en fin lyrisk inderlighed. God underholdning. Lige så ny i salen var den italienske dirigent, der fyldte ud med mere Rossini: hele tre ouverturer. Det var skægt. Musikken blev sat på spidsen med skarpe rytmiske konturer, klare, rene kontraster og masser af delikate detaljer, herunder en sværm af lækre blæsersoli. Her var både humor, sødme og overskud. Lad så være at 'Barberen i Sevilla' en overgang tangerede det stressede. Det gav forventninger til Mendelssohns 'italienske' symfoni efter pausen, og de blev rigeligt indfriede. Her blev den iltre fremdrift til fejende flugt, stimuleret og affjedret af spændstigt og sensuelt gennemmodellerede melodilinjer, og orkestret spillede fra stolekanten. Pertentlighed bremsede passager af andantens pilgrimssang, men efter en elskeligt drømmende tredjesats kastede Noseda sig over finalen med en næsten hensynsløst tumultuarisk vildskab, pirrende ukonventionelt som fortolkning og tilmed overraskende i forhold til hans ellers så kontrollerede fremfærd. Orkestrets bifald lod forstå, at han også på sin side af rampen fik blodet til at rulle raskere.