Pianisten Gerhard Oppitz har jeg set frem til at høre igen, siden han for nogle år siden spillede Brahms med Radiosymfoniorkestret. Oppitz er en pianist af den solide, tyske skole med en lidt gammeldags stil, der kan minde om Wilhelm Kempff. Til Brahms er denne indfaldsvinkel lige i øjet. Men i Tjajkovskijs klaverkoncert var der ting, der generede. Småting. Som at Oppitz ikke formede sine indledende fraser efter blæserne. Men også noget flygtigt og urent passagespil. Det virkede som om, Tjajkovskijs følelsesromantik ikke passer pianisten på samme måde, som Brahms' romantisk farvede klassik gør det. Alle havde været lykkeligere, hvis Oppitz havde byttet koncert med russeren Vladimir Feltsman, der lørdag spillede Beethovens 'Kejserkoncert' med Sjællænderne. Den koncert vender jeg tilbage til på ugens klassiske Torsdagsside. Den store oplevelse ved Kapellets koncert blev altså ikke Tjajkovskij, men derimod Rimskij-Korsakovs programsymfoni 'Sheherazade'. Den fabelagtige fortælling henter sin orientalske røgelsesduft direkte ud af '1001 Nats Eventyr', og alene i soloviolinens portræt af eventyrfortællersken Sheherazade er hele den arabiske nats trylleri samlet. Hvis man vil studere orkestreringskunst, kan man gå til Ravel. Men man kan sandelig også gå til Rimskij-Korsakov. Gudskelov havde Kapellet og deres russiske gæstedirigent taget sig tid til at indstudere 'Sheherazade' ordentligt, så vi fik tre fortryllende kvarter på det flyvende orkestertæppe. De cremede strygere mindede om, at folk engang gik rundt i København og sagde, at nok havde Radiosymfoniorkestret byens bedste blæsere. Men strygerne, dem havde Kapellet altså. Den Kirovopdragede Polianitjko, der sidste år lavede Tjajkovskijs 'Spar Dame' på Det Kgl. Teater, var intens og fuld af overblik. Også ouverturen fra Sergej Slonimskijs moderat moderne opera 'Ivan den Grusommes visioner' fik han til at stå blod- og messingdryppende frem - som et afhugget hoved på en stage. Flot dirigeret.