Som en jordisk engel med en lille sky af sølvgråt hår omkring det smalle ansigt synger Emmylou Harris sig dybt ned i melankolien i et tonefald af forsonende trøst. Og hun har ikke stået på scenen i Store Vega sammen med sin faste trio Spyboy særlig længe, før hun smilende og selvironisk begynder at kommentere sine sanges tendens til vemod især i de senere år. »The sorrows flow down like a fountain« synger hun i 'I Will Dream', som hun skrev sammen med veninderne Kate & Anna McGarrigle til albummet 'Stumble Into Grace' fra dette efterår. Hun var nødt til at få søstrene McGarrigles hjælp til at gøre nogle af sangene triste nok, fortæller hun. Og 'I Will Dream' er da også en sang i forlængelse af den klassiske country-hjerteknuser, hvor en kvinde forgæves og for altid elsker en mand, der ikke vil have hende. Men Emmylou Harris' melankoli holder nåden i hånden. 'I Will Dream' er ikke kun en sang om at forære sin dyrebare hengivelse væk og kun få en kold skulder retur. I munden på Emmylou Harris og i hendes samspil med Spyboys medfortolkende toner bliver 'I Will Dream' en hyldest til selve hengivelsen. Det bliver en sang om kærligheden som en uselvisk og stolt gestus, når Emmylou Harris løfter stemmen til et lyst leje, hvor hun lyder, som om der kommer tindrende fine og næsten gennemsigtige sølvkorn ud af munden på hende. Den 56-årige kvinde har været lige så smuk som sin stemme i alle de 33 år, hun har indsunget plader. Håret var langt, glat og skinnende som den dengang krystalklare stemme, da hun i begyndelsen af 70'erne sang duet med countryrockens største myte Gram Parsons. 19 plader og 22 år senere var kroppens og stemmens skønhed mere æterisk og underfuld, da hun i 1995 arbejdede sammen med lydmageren Daniel Lanois på albummet 'Wrecking Ball'. I sammenligning med de fleste af Harris' tidligere udgivelser var 'Wrecking Ball' mere stemning og mindre genreskabelon, ligesom hendes udgivelser siden har været det. Det er dén udforskende, rummelige lyd, hun og Spyboy nu turnerer med. Det er en åben lyd, der knitrer, gynger og synger af livserfaring. Som kunstner er Emmylou Harris en kvinde i sin allerbedste alder. I disse år skriver hun selv flere sange, end hun gjorde tidligere, hvor hun oftere optrådte som fortolker. Og årtiers arbejde i musikken har gjort hende så sikker, at hun har overskud til at være naturligt søgende og kommunikerende. Med elegante, korte bemærkninger knytter hun en tråd fra nogle af de senere års sange til ældre numre som Gram Parsons-sangen 'Hickory Wind', Bob Dylans 'Every Grain of Sand' og Delbert McClintons halmforede barhørmer 'Two More Bottles of Wine' fra den 25 år gamle lp 'Quarter Moon in a Ten Cent Town'. Mange af numrene er fra 'Stumble Into Grace', men hun finder også tilbage til Paul Kennerlys sang 'Born to Run' fra albummet 'Spyboy' (1998) og til 'Orphan Girl' fra 'Wrecking Ball', der ikke blot gav hende et nyt musikalsk sigte, men også et helt nyt publikum. Flere gange nævner hun publikums indlevelse. Og som sangene går, og koncerten kryber op imod to timers varighed, tager man hendes gentagne lovprisninger af reaktionen fra salen på ordet. For de indforståede fans klapper ikke kun høfligt, da hun for eksempel hylder afdøde June og Johnny Cash med sangen 'Strong Hand'. Publikum deltager opmærksomt og indforstået i, hvad der foregår i løbet af den afvekslende koncert med en kvinde, der ikke blot ligner, men også lyder som en jordisk engel.