Klokken er nøjagtig 21, da en 59-årig mand i løsthængende, mørkeblå skjorte og ditto jeans som den sidste gør sin entre på scenen og uden videre varsel sætter gang i en vejrudsigt, der næppe er populær her på egnen: 'Let it Rain'. Præcis kl. 21.05 sætter samme herre sin første solo ind på sin rødmalede og let zebrastribede Fender-guitar. Kl. 21.09 er soloen ved at klinge ud. Det samme er den energi, der måtte befinde sig under skydetaget i Parken. Thi, allerede her står det klart, at vi i et par timer skal være vidner til en vellydende, men underligt tam og uengageret gymnastikopvisning i ulastelig funktionærblues i arenaen. Mens det store og utvivlsomt dyre ur på guitaristens håndled tikker af sted oppe på storskærmen, må publikum på små 20.000 mennesker indlede en brav kamp mod kedsomheden i en livløs og steril udgave af the blues. »I'm evil«, påstår Clapton i anden sang, klassikeren 'Hoochie Coochie Man', men lyder, som om han er alt andet og ser ud, som om han hellere ville hygge sig med en kop te og en video hjemme på hotellet. Efter en smuk version af 'Bell Bottom Blues' med fornemt slidespil af mesterens unge elev, Doyle Bramhal II, når vi 'I Shot The Sherif' med vådt krudt frem til afdelingen med numre fra det nye hyldestalbum til Robert Johnson, 'Me And Mr. Johnson'. Sangene er bedre live end på den meget tamme plade og soloen i 'Kind Hearted Woman Blues' er blændende, selv om også den leveres helt uden gnist og energi. Heller ikke en rutineret gennemspilning af de store hits til sidst - 'Have You Ever Loved a Woman', 'Badge', 'Wonderful Tonight', der hev lighterne op af lommerne, 'Layla', 'Cocaine' og ekstranumrene 'For The Sunshine Of Your Love' og 'Got My Mojo Working', tændte lysene i Parken. Her blev alt leveret pertentligt og ordentligt. Men uden smil, uden andre ord end et henkastet »thank ya«, uden manerer, uden blær, uden positurer og uden engagement. Ganske vist har Eric Clapton aldrig vundet sin position som guitarhelt ved at fare rundt på scenen og skabe sig, men alligevel blev lørdagen en egentlig sørgelig understregning af, at netop guitarheltenes æra i moderne rock er slut. Livet, lørdagen og tålmodigheden er simpelthen blevet for kort til spil, der måske nok er sublimt, men ikke længere enestående. Med et band, der tæller folk som Nathan East på bas, Chris Stainton på keyboards, Billy Preston på hammondorgel, Steve Gadd på trommer og to af verdens bedste guitarister, kan en koncert ikke gå galt, rent håndværksmæssigt, altså. Hvilket er grunden til, at Clapton trods alt redder sig to hjerter. Hvorfor han over hovedet gider give koncerter helt uden nerve, kan man kun gætte på. Måske keder han sig endnu mere derhjemme? I hvert fald betød den helt igennem uengagerede indsats, at kedsomheden var en alt for sikker vinder i Parken denne weekend. Og den slags skal man ikke spille sit publikum af med.