Kavalersang med kvaler

Anastacia promoverede sin kavalergang flittigt i Forum, men hun ville hellere sludre end levere et godt show. Tag ud og se Sanne Salomonsen i stedet for. Det er bare et godt råd. - Foto: Linda Johansen
Anastacia promoverede sin kavalergang flittigt i Forum, men hun ville hellere sludre end levere et godt show. Tag ud og se Sanne Salomonsen i stedet for. Det er bare et godt råd. - Foto: Linda Johansen
Lyt til artiklen

Fra Københavns isnende kolde gader, hvor kun forfløjne blade i flere farver holdt en med selskab, gik dørene op til Forum, der var tæt befolket helt ud i randområderne. Vi var der alle sammen. Hele byen og alle forstæderne. Mange endda i klædeskabets festligste bud. For når man betaler 350 kroner for overhovedet at være med og 43 kroner for en fadøl, så skal der eddermame også være fest. Værtinden var 31-årige Anastacia fra New York, der muligvis ikke har noget efternavn, men til gengæld er genkendelig på sine signifikante briller. Anastacia er en voksen popstjerne med et menneskeligt image, som ikke blev svækket det fjerneste, da sangerinden sidste år blev behandlet for brystkræft og på det nærmeste havde et kamera fra MTV med i hospitalssengen. Nu stod hun så her med skiftende stramme, gennemsigtige toppe, der naturligvis alle gav god udsigt til kavalergangen. Meget tættere på Anastacias indre kom vi ikke, thi trods sin tendens til lange prædikener om, at fred - bare for eksemplets skyld - er bedre end krig - havde hun valgt at servere en meget udvendig udgave af sig selv denne aften. Om Anastacia er andet og mere end de to-tre hits, der naturligvis var pakket godt og vel ned sidst i koncerten, fandt vi derfor aldrig rigtigt ud af. I front for et show uden mål, mening eller stramhed stod Anastacia, som om hun lige var steppet ud på landingsbanen i Las Vegas og undrede sig over, hvad alle de mennesker dog lavede der. En overvejelse, man også meget let kunne henfalde til nede i salen, mens sangerinden skiftevis læssede intetsigende, men åh så intime betroelser a la »det her er noget, jeg fortæller til hvert land« i hovedet på os og hvinede og skreg, så man blev helt glad for, at vi endnu ikke har fået pyntet gaderne med hjerter af porøst glas til julen. Egentlig var meningen vist god nok. Vi skulle have hele pakken to måneder før tid, syntes Anastacia at mene. Lidt oppustet funk i tomgang, et medley med diskolir uden antydning af fokus, nogle akustiske ballader med en inderlighed som en stadionspeaker på grådens rand og til sidst den store forløsning i de kendte slagvarer. Indimellem en masse orkestralt rod, meningsløse mellemspil og skrigeri fra de tre korpiger. Det var til trods for koncertens længde egentlig ikke meget. Så for trods alt at give os lidt mere arrangerede Anastacia sin helt egen version af Popstars, Idols og Stjerne for en aften. »Jeg vil gerne invitere to personer herop - jeg ved ikke engang, om det er mænd eller kvinder«, introducerede værtinden med den underligt postulerede intimitet, der kendetegnede hele det, der partout skulle være en familiær forestilling. Det viste sig at være to piger, Tilde fra Kolding og Tina fra Glostrup, der kom på scenen for hver at få lov at synge omkvædet i 'One Day In Your Life'. Den stunt gentager Anastacia ved alle sine koncerter i Europa, og vinderen får lov at medvirke i en videooptagelse i Rumænien, hvabehar? Alligevel sænkede kedsomheden med diskrete gab, høflige klapsalver og adspredte blikke i retning af storskærmene sig hurtigt over Forum igen. Først i finalen med 'Left Outside Alone', 'I Do', 'Paid My Dues' og slagnummeret 'I'm Outta Love' dukkede noget, der mindede om nerve, op i denne besynderlige koncert. Til trods for sine ubestridelige vokale talenter er Anastacia godt på vej til at reducere sig selv til en ny generations Las Vegas-diva et sted mellem sine åndelige mødre, Cher og Celine Dion. Det er jo faktisk til skrige over.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her