Vil man høre kammermusik af klasse, er det ikke nødvendigvis i København, man skal lede. Ikke engang nødvendigvis på Louisiana, som ellers er blevet københavnske kammermusikelskeres foretrukne udflugtsmål. Michelangelo-kvartetten, der onsdag ramte Roskilde Musikforening, kommer ingen af stederne på sin ellers omfattende danmarksturné, men ensemblet er en rejse værd. Det er en atypisk strygekvartet. Den rumænske violinist Mihaela Martin, hendes tyske instrumentkollega Stephan Picard, den japanske bratschist Nobuko Imai og den svenske cellist Frans Helmerson har spillet sammen siden 2002, men er hver for sig fremtrædende solister med selvstændige karrierer. Det sætter sit umiskendelige særpræg på kvartetten, men ikke på den tvivlsomme måde, man undertiden oplever, når markante solospillere mere eller mindre ad hoc lader deres egoer tørne sammen i kammermusik. Michelangelo-kvartetten er en helstøbt kvartet, hvor enighed og klarhed om det kunstneriske projekt er en selvfølge, hvor man søger en kollektivt formuleret gestus frem for en individuel, giver hinanden luft og bevægelsesfrihed og med velsignet præcision rammer en fælles puls, den være sig nok så fleksibel. Men det er et saftigt samspil af stærke instrumentale personligheder. Her er ingen forsigtighed, intet tilbageholdt åndedræt af frygt for at træde hinanden over tæerne. Man kender hinanden, er tryg ved hinandens styrke og giver sig ubekymret en solistisk klangfylde og autoritet i vold. Det er velgørende uneurotisk og fysisk bekræftende, og det giver udtrykket dybde, spændvidde og viljestyrke, drama og intensitet. Michelangelo-kvartetten kan servere et selvsikkert fortissimo, der virkelig fylder uden at virke hårdt eller forceret, men også et spindelvævsfint, men intenst lysende pianissimo. Og der er krummer i fortolkningerne. Beethovens op. 18 nr. 2 blev profileret med skarpt tegnet og rigt differentieret artikulation, perfekt spænding mellem lethed og energi og ikke mindst en aldrig svigtende fremdrift, der hentede brændstof i lynsnar dynamisk omskiftelighed. Béla Bartóks ekspressionistiske 1. kvartet handlede i høj grad om stigende og faldende emotionel intensitet, et tidevand af organiske, vidunderligt plastisk realiserede forandringer i styrke og tempo, mens grafisk klarhed og lineær målbevidsthed gjorde stemmernes polyfone spind så stærkt og håndgribeligt, at det var til at klatre i. Og så har vi endda ikke talt om finalens brillante rytmiske energi og humoren i de bratte kontraster. Aftenen sluttede med en medrivende dramatisk udlægning af den nok populæreste af alle strygekvartetter, Schuberts 'Der Tod und das Mädchen', kraftfuld, men atletisk og derfor aldrig bastant i sin orkestrale fyrighed. Jo, her blev man holdt i ånde til det sidste.