Der er navne, der er kendte, og så er der navne, der er insider-tip. Tivolis igangværende serie 'Klaverets Mestre' præsenterer begge slags, og den amerikanske pianist Richard Goode er afgjort det sidste. I hvert fald i Danmark. Og i hvert fald indtil forleden. Men som han spillede torsdag, var der en grund til, at publikum trampede og hujede efter Schuberts store sonate i B-dur. Richard Goode er en usædvanligt levende fortolker. Musikken bliver under hans fingre hele tiden formet med den flugt og de små eller endda mellemstore forskydninger, som holdt Schubert lys og frisk trods den sene sonates monstrøse format og nok så alvorstunge understrømme. Goode klistrer ikke dramatikken udenpå. Hamrer ikke kontrasterne ud, men lader det heftige indlejre sig i det lyriske. Gør det til nuancer af en og samme kontinuerlige, lette strøm. At han ikke er bange for at trække i tømmerne her eller skubbe en frase frem der, fremgik også af hans Bach. Partitaen i G-dur med dens suiteforløb af dansesatser nærmest sprøjtede fra mandens fingre med bred, men samtidig let, ja svævende klang. Seks stykker af Arnold Schönberg i form af tolvtonemesterens berømte opus 19 fordybede pianisten sig i den grad i, at han skabte hele verdener ud fra disse koncentrerede, korte nodeforløb. Lige så imponerende som hans anderledes heftigt klingende, fandenivoldske og vemodigt flydende Brahmsstykker opus 116. Trampen og hujen affødte et ekstranummer i form af sarabande-satsen fra den første af Bachs seks partitaer, den i B-dur. Ringen var sluttet ved en vederkvægende og koncentreret klaveraften med en yderst sympatisk musiker, hvor publikum desværre kun fyldte den kvarte Tivolisal. Og hvor flere i dag så kan være kede af, de ikke havde købt billet. Til gengæld siger rygtet, at Louisianas koncertsal arbejder på en kammermusikkoncert med Goode til næste år. Vi krydser fingrene og håber snart at høre ham igen.