Carl Emil Petersen bød på soundtracks til ungdommens gamle sjæle

Lyt til artiklen

Carl Emil Petersen gav sin allerførste koncert som solist på Roskilde Festivalens scene Arena. Spørgsmålet var, hvilke nuancer han ville vise publikum som solist?

I marts annoncerede rockbandet Ulige Numre, at medlemmerne gik hver til sit og i samme vending offentliggjorde forsanger Carl Emil Petersen, at han har et solodebutalbum på trapperne, der bærer den lidt bedagede titel 'Natradio'.

Ulige Numre har på ganske få år skrevet nye danske klassikere til sangbøgerne, og de formåede at bygge bro mellem yngre og ældre generationer og samle et publikum, der ellers sjældent går til koncert sammen. Og det var selvsamme publikum, der stod samlet for at høre de nye sange fra Carl Emil Petersen. Fra teenagere til 68'ere.

»I guess I just wasn't meant for these times«. Beach Boys' sang fra 1966 indkapsler den tilstand, som rumsterer i hans nye sange og som altid har kendetegnet Carl Emil Petersens sangskrivning.

»Fremmed i ungdommen«, sang han om ungdommens vaklende ståsted.

Og publikum sang med uden rigtigt at kunne teksten, men med ansigter, der viste, at de forstod og kunne relatere til følelsen. For Carl Emil Petersen er nostalgikernes helt, og han sang fra sin gamle sjæl med rastløs og energisk nærvær, der greb publikum.

»Nu kommer der en sang, I kender« sagde han, inden han til publikums begejstring spillede nummeret 'Blå'.

Forskellen på Carl Emil Petersens sangskrivning nu og før må siges at være ganske lille.

Mangler det uforudsigelige

Ligesom den uendelige række af musikere fra bands, der er gået egne veje, kan man håbe, at der kommer nogle interessante, forvirrede og uforudsigelige afveje ud af hans søgen hen imod sig selv som soloartist. For han er en musiker, der står lidt for sikkert i sine sange, som kalder på noget kantet modspil, der kan ruske både musiker og publikum fra de faste ståsteder.

Men det var det genkendelige, der vandt til Carl Emil Petersens koncert. Publikum lyste op, da han spillede Ulige Numres 'Navn I Sne' og 'Halvnøgen', men tog også varmt imod de nye lidt bekendte sange.

Carl Emil Petersen har indtil videre kun udgivet tre singler fra sit kommende album: ‘Skærgården’ og ‘Livet Før døden’ samt titelnummeret ‘Natradio’, der emmer af midsommer stemning. Man kan ligefrem lugte Sankt Hans-bålet.

Hans medbragte, og i øvrigt forrygende baggrundsband, spillede en blanding Nashville-toner med klassiske nordiske viser og rock med landevejsstøv på støvlerne.

»Nu spiller vi Roskilde Festivalens nok mest skrøbelige nummer« sagde Carl Emil Petersen og ‘Natradio’ kunne være temaet til radioprogrammet Det Elektriske Barometer eller et nyt bud på en klassisk dansk vuggevise.

Han trak nattehimlen henover eftermiddagen i omkvædet. Det med de mere klassiske sange, at han viste sin relevans som folkelig sanger.

Carl Emil Petersens sange er trygge melodiske favntag, som publikum hengav sig til, især hen mod slutningen af koncerten, da han hoppede ned til publikum.

Vi rykkede tættere på scenen, da han under et af de sidste numre stod helt uden band og sang Ulige Numre-sangen ‘Frit Land’. Carl Emil viste sig som en helt for gamle, men rastløse sjæle og til allersidst greb han publikum om hjerterne, da han spillede København. Sangen, der begyndte hans karriere.

Lucia Odoom

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her