Til venstre vælter en gruppe unge rundt. De er smukke, lykkelige og virkelig fulde. En af dem lugter lidt af bræk, men de tumledanser ind i hinanden og råber med på Lordes sang:
»Every night, I live and die/ Feel the party to my bones/ Watch the wasters blow the speakers/ Spill my guts beneath the outdoor light/ It's just another graceless night«.
Vi nærmer os klimaks på Arena fredag nat. Hele Lordes krop er ladet med ungdommens plutonium, mens hun sætter ord på den ulykkelige jagt på det perfekte øjeblik. Og så giver den fingeren.
Til højre for mig i pitten står gruppen af unge piger og drenge, der inden koncerten stod i et 30 minutter langt gruppekram og ventede. De ligner ikke nogen, der er fyldt 20 endnu. En af dem har en Pikachu-dragt på. De har haft lukkede øjne under det meste af koncerten, men sunget med på hver eneste ord. Også nu:
»All the nights spent off our faces/ Trying to find these perfect places/ What the fuck are perfect places anyway?«.
Natten tilhører de unge
Roskilde Festival er 46 år gammel. Det er jeg også efter sådan en regnvejrsdag. Men lige nu er vi alle sammen unge. Nogle er det, andre lader bare som om i et genbesøg af tilstanden, der bliver skrevet med blodrøde bogstaver af Lorde:
»I'm 19 and I'm on fire/ But when we're dancing I'm alright/ It's just another graceless night«.
Kort efter er alt kaos af hoppende kroppe og sprøjtende glas med billig papvin. Lorde sætter trumf på en kompakt og kort koncert med det befriende hyl gennem nattens gader på 'Green Light'. Arena er i ekstase:
»I'm waiting for it, that green light, I want it«
Lorde er både graciøs som få 20-årige og samtidig et vildt rod af følelser. Hun er blevet kaldt en gammel sjæl, men hendes alders energi river i hendes krop.
I en regn af hjerte-emojis
Hun danser nærmest i spasmer. Hele tiden. Som om noget stærkere end hendes formfuldendte popsange er på spil i arme og ben.
I løbet af den knap én time lange koncert, løber den unge kvinde fra New Zealand fra side til side, kommer ned til publikum, rører ved så mange fremstrakte hænder, hun kan nå, og taler hele tiden begejstret om os.
På en måde, man mest ser i fællesskaber på de sociale medier. En regn af hjerte-emojis.
For det kan godt være, at hun er en rollemodel, men hun vil ikke være på afstand, når hun tager os i hånden:
»I er aldrig for meget eller alene. Der er altid nogen, der er der for jer. Ellers er jeg her«, siger hun og synger sin smukkeste sang, 'Liability', der får gåsehuden til at sprede sig fra nakken og ned over ryggen:
»I understand, I'm a liability/ Get you wild, make you leave/ I'm a little much for e-a-na-na-na, everyone«.
Med sin småhæse stemme og velvalgte ord, rækker Lorde ind og rører ved noget, der på et tidspunkt er gået i stykker.
På vej ud af kontrol
Den intense koncert delte sig i to. Først havde vi hovedet under vand. Fra åbningsnummeret 'Tennis Court' til 'Ribs' holdt Lorde musikalsk igen. Inspireret af Burials lydarkitektur og med drømme om Kate Bush slog bassen os i brystkassen. Som om vi kunne mærke Lordes hjerterytme.
Med 'Sober' kom vi op til overfladen, og Lorde begyndte at give slip. Og efter at 'Liability' havde lyst hele teltet op med telefoner, kom det hele lidt ud af kontrol. På scenen og nede mellem publikum.
Det var helt som det skulle være. Vi løb om kap hen mod kanten og sprang ud i nattens mange mulige fortabelser.
Bag Lorde sad en trommeslager, en guitarist og en maskinmester. De orkestrerede den håndspillede bund og massive lydbillede af underjordiske basdrøn og store kor, der svævede lidt sært omkring hendes stemme.
Men i midten af det hele stod Lorde alene. Og kæmpede undervejs med balancen mellem at beholde kontrollen og smide den fra sig.
Det kan man ikke blive ved med at gøre. Ikke engang med så stærke sange, som Lorde skriver. Men som øjebliksbillede af en stemme, der kan bliver definerende for de generationer, der også finder deres heltinder i 'Girls' eller 'Skam', var det fremragende.
Det var ikke en perfekt koncert. Men hvad fanden er perfekte koncerter også?
fortsæt med at læse
