I april 2011 spillede det berømte eklektiske band LCD Soundsystem, anført af frontfigur James Murphy, deres angiveligt sidste koncert. Afdansningsballet fandt sted i Madison Square Garden, imens foråret rev i næserne. Det var en af den slags koncerter, der blev beskrevet som et brag og fik fans til at sukke ekstra højt verden over. Koncerten blev foreviget i dokumentarfilmen ’Shut Up and Play the Hits’.
LCD Soundsystems koncerter er kendte for at være ganske særlige, og ingen var klar til at forlade den fest, bandet havde holdt gennem 00’erne, en fest, der har samlet fans på kryds og tværs af generationer og musikpræferencer.




























