Det er svært ikke at have visse forventninger til Kristina Renée.
Den unge danske sangerinde har blot udgivet en lille ep sidste år, men allerede inden debutalbummet nu udkommer, er hun programsat på landets tre største festivaler: Roskilde, Aarhus og Skanderborg.
En ganske larmende affyringsrampe for en sangerinde, der ellers mere ulmer end flammer op. Men netop hendes evne til at bevæge sig dæmpet gennem et indre følelseslandskab er hendes store styrke.
Kristina Renée råber ikke op eller skærer originale diagonale streger på tværs af tidens danske pop, men lader sin fyldige stemme skabe et klangfyldt rum af svævende soul.
Sammen med produceren Frederik Nordsø har Renée draperet sin stemme i elektroniske klange og tilbageholdende melodier, der trods sange om tvivl og opbrud aldrig bliver rigtig rørende eller ramsaltede.
Med små guitarkrøller og en lækker lyd er der mere kystbanesoul, og i længden mangler albummets tøvende stemning temperamentsskift og prægnante melodier, der for alvor kan forløse sangtalentet.
Alligevel er det en fornem og helstøbt debut, der giver forventninger til Kristina Renées kommende sommer.
Imagine Dragons: Night Vision. Universal
Når man kommer fra Las Vegas, er man vant til at tage chancer. Og selv om kvartetten Imagine Dragons ikke havde succesen til det inden deres debut, har de lagt deres lyd an på, at de snart spiller stadioner. Mindst.
I stil med bysbørnene i The Killers blander Imagine Dragons dansabel synthpop med rockens stadionhyl, og hvis du lige står og savner et trampende omkvæd, der kan få armene i et fyldt stadion til at vaje til siderne, skal man bare sætte 'It's Time' eller 'Demons' på. Og skrue op!
Det fungerer garanteret i en sportshal, men som album buldrer det noget tomt undervejs, når sangskrivningen ikke kan fylde den store lyd ud og de musikalske banaliteter snurrer hjemløst rundt som kugler på en roulette.
Man må håbe, at de på en scene viser sig at være en jackpot.
Tegan and Sara: Heartthrob. Warner
Oprindelig var de canadiske tvillingesøstre Tegan and Sara en folkrockende duo, der appellerede til indiekulturen, varmede op for Neil Young og i 2005 blev samlet op af The White Stripes, der indspillede deres sang 'Walking With A Ghost'.
Siden kom det sprøde pophit 'Back In Your Head' og samarbejdet med stadion-dj Tiësto. Og på deres syvende album går søstrene linen helt ud og leverer et regulært popalbum.
Temaerne kører fra kyst til kyst og sætter sig på alle radiostationer undervejs.
En del af den finurlige charme er skåret væk i den hæsblæsende og kompakte lyd, men Tegan and Sara kan som en tohovedet Robyn stadig stikke en bittersød bemærkning ind i de hjerteknuste sange: »I couldn’t be your friend/ Even if I tried again«.
Teksterne er faktisk dybt bedrøvelige, men 'Heartthrob' er ikke en smertelig, men fornøjelig affære. Sortsynet bliver brændt af som gummidæk, der skal føre os videre i tilværelsen.
Everything is Everything. Arc. Sony
Britiske Everything Everything bedriver ikke just falsk varebetegnelse, når de kalder deres band for Alting Alting.
For at lytte til kvartettens andet album er lidt som at stikke hovedet ned i en centrifuge fuld af tøj i alverdens farver. Det er lidt, som om alt krudtet skal fyres af hele tiden.
Og det er som bekendt kun rigtig effektivt, når man ved, hvilken retning man skal skyde, hvilket Everything Everything ikke altid gør.
Northside er fuldstændig udsolgtDet begynder lystigt med den glimrende ’Cough Cough’, der kører bandet i stilling som en mere stringent europæisk fætter til det fabulerende amerikanske dyrekollektiv Animal Collective og blandt andet introducerer lyden af samplede host.
Men det kniber for de unge englændere med at holde tomgangen stangen i albumformat, selv om deres sprudlende energiniveau lover godt for gruppens koncerter.
Daughter. If You Leave. 4AD
'Daughter of Sad’ er egentlig titlen på en gammel Sort Sol-sang, men det fungerer samtidig som et glimrende kælenavn til Londontrioen Daughter, der spiller en nedtonet, sart og spartansk rockmusik båret frem af folkklingende guitarfingerspil, når den ikke letter på dystre molakkorders sorte vinger.
Debutalbummet ’If You Leave’ er en inderligt sørgmodig plade, der handler om at gå fra hinanden. Og selv om den slags er alt andet end smertefrit, er pladen smuk i al sin weltschmerz.
Forsanger og sangskriver Elena Tonra ligger i konstant mental fosterstilling albummet igennem, hvilket både er en styrke og en lidt trættende realitet i længden.
Klart bedst er hun, når hun på den svulstige ’Youth’ synger helt køligt om at sætte ild til egne indvolde for sjov, alt imens man mindes alle de forhold, der gik galt.
Her fremstår Tonra og resten af Daughter som et stærkt og vedkommende bekendtskab, der godt kan sparke fra sig i sin ydmyge offerposition i stedet for bare at pibe som en nedtrykt badeand.
fortsæt med at læse
