Der var ikke meget rock’n’roll over de kunststuderendes små sovesale på Leeds University. Faktisk var der så stille, at man kunne høre hver en fejl, når man var et begynderband, der endnu ledte efter sin egen lyd.
I dag ser de fire britiske musikere i bandet Alt-J forhindringen som en fordel:
»Vi kunne ikke bare fyre tre larmende akkorder af og så lægge trommer ind over, for at skjule, at det lød ad helvede til. Vi kunne virkelig høre, at der skulle arbejdes hårdere for at få noget til at lyde godt, så vi blev meget opmærksomme og skærpede kravene til os selv. Og det hjalp nok«, siger trommeslageren i Alt-J, der er opkaldt efter den genvejstast, man bruger, hvis man skal skrive det græske bogstav delta på en Maccomputer,
Et særegent miks
Alt-J er et band, der som få har kørt fra 0 til 100 på drømmetid.
Musikerne mødtes på hinandens værelser som litteratur- og kunststuderende i 2007. Sidste år udgav de så debut-albummet ’An Awesome Wave’.
Og et par måneder senere scorede den lille indiekvartet stik imod alle odds og ikke mindst egne forventninger en af de fremmeste musikpriser overhovedet, den britiske Mercury Prize – foran kommercielt langt større navne som Michael Kiwanuka, Ben Howard og Lianne La Havas.
Musikalske krukker og originaler er for de tålmodige sjæle»Alt-J laver musik, der pirrer og betager. Uventede skår af lyd, hypnotiserende lag af rytme – uimodståeligt«, lød det blandt andet i Mercury Prize-juryens begrundelse.
Og der er noget uimodståeligt over Alt-J. I hvert fald hvis man skal tro de britiske anmeldere, som endda har givet bandet æren for en helt ny genre.
Folk-step hedder den og dækker over et helt særegent miks af organisk folk og snublende dubstepbeats.
Historiefortællere
En lyd, som altså vandt dem den pris, alle britiske musikere drømmer om. Den aften i november var klichéen om ikke at have forberedt en tale til prisoverrækkelsen for en gangs skyld ægte.
Bandets medlemmer måtte på scenen træde vande i lange sekunder over, hvor upopulære de nu ville blive på YouTube for i den grad ikke at have noget at sige. Trommeslageren, Thom Green, kan stadig genkalde sig overraskelsen:
»Vi havde ikke – som i: Vi havde virkelig ikke – set det komme«, erklærer han i telefonen fra England, få dagen inden Alt-J i morgen spiller sin første danske koncert på Northside i Aarhus.
Bandets fælles fortid på art school er en del af succesen, mener Thom Green, der ligesom bandets forsanger og keyboardspiller læste kunsthistorie, mens bassisten læste engelsk litteratur.
Flere af Alt-J’s tekster refererer til bøger og film, og bandet sætter en ære i at være moderne story tellers og i at levere viderefortolkninger på film, romaner og andre kunstværker.
»Det at vi mødtes i et miljø af kunst, litteratur og film, har betydet meget for vores historie. Vi var i det her kreative miljø hele tiden, og sådan et sted er der en masse frihed. Man behøver ikke at koncentrere sig om andet end bare at lade tingene ske, og døgnet rundt var vi sammen med folk, der havde præcis samme drive og interesse i, at der skulle opstå noget«.
Indie for stegepande og bækken
Rockhistorien er fuld af bands, der er opstået på kunstskoler, og det er ikke tilfældigt, mener Thom Green. Kunstuddannelserne kan nemlig virkelig hjælpe folk med at komme ud af deres trygge skal.
»Du forventes jo ligefrem at tænke ud af boksen. Du lærer, at du skal være kreativ og overraske og imponere. Og derudover lærer man noget på en kunstskole, som vi har gjort brug af: At kritisere hinandens materiale konstruktivt og at analysere og forholde sig til det, hinanden laver«, siger han og understreger, at det er den slags værktøjer, der ligger bag succesnumre som ’Tessalate’ og ’Matilda’.
»Vi bragte det, vi lærte på studierne, med os ind i bandet, og vores numre er opstået i en enormt disciplineret proces. Vi havde lært ikke at arbejde med kompromiser og tog til os, at der ikke er plads til tomme symboler og fyld. Alt skal have en betydning. Hvis noget ikke virker, så virker det ikke. Og så skal det ud«.
Intime koncerter
Men også på en anden måde har studiemiljøet slået igennem: Musikinstrumenterne kunne sagtens være tilfældige ting, der bare lå og flød, og Thom Green er kendt for blandt andet at have spillet på stegepande på det Mercury Prize-vindende album.
Han bekender sig i det hele taget begejstret til »en masse forskelligt slagtøj«, der ikke behøver at være det bedste af det dyreste fra trommeforretningerne. Som han siger:
»Hvis det lyder godt, er jeg bedøvende ligeglad med, hvad der giver den gode lyd«.
Også stemningen fra campus, sovesale og små, rodede rum har efter bandets egen opfattelse præget deres musik og især deres live-optrædender:
»Selv om vi efterhånden spiller for temmelig store publikum, får vi ros for stadig at have en vis intimitet, og den stammer helt tilbage fra dengang, hvor det var intimt, tror jeg«.
»Vi ses i Luxembourg«
Genremæssigt har Thom Green ikke tænkt sig at hjælpe danskerne på vej med at identificere Alt-J. Det kan godt være, at anmelderne taler om folk-step. Men trommeslageren er ikke den, der indkredser:
»Der er elementer af indie, også lidt folk og dubstep, og der er elektronisk musik ind over. Og man kan nok høre min fortid i et heavyband, og der er vel også noget hiphop over rytmen...«, siger han og konkluderer selv:
»Det er svært at sætte etikette på os«.
LÆS OGSÅ Politikens anmeldere: Northside spænder fra smagfuld dansk pop til dansabel Las Vegas-rock
Han har heller ikke tid til akademiske øvelser af den art: Bandet står midt i et hektisk turnéprogram. Var i Moskva i weekenden, New York midt på ugen, og derfra gik turen til Tyskland, inden det i morgen bliver Danmark med koncerten på Northside.
Med det program skal Thom Green være tilgivet for at komme til at lægge røret på med et venligt:
»Vi ses i Luxembourg ... «.
fortsæt med at læse
