Det er ikke så ofte, man som anmelder har lyst til at uddele spørgeskemaer til samtlige medmennesker på Ny Carlsberg Vej for at spørge dem om, hvorfor det lige er det her band, der har lokket i omegnen af 6.000 gæster i retning af Carlsbergs gamle tappehaller på en fodkold aften i februar.
Det var ikke desto mindre sådan, jeg havde det på vej mod torsdagens koncert med britiske Alt-J, der gæstede København for første gang.
Alt-J’s succes er ingen overraskelse.
Britiske opkomlinge har lavet årets albumDe er et originalt foretagende, som med deres pertentlige synthesizerbaserede popmusik tilsat forsanger Joe Newmans løjerligt knirkende vokal har fundet en lyd, der er deres egen – og som tilmed sikrede bandet hjemlandets mest prestigefulde musikpris, Mercury Prize, for deres debutalbum, ’An Awesome Wave’ fra 2012.
Men Alt-J’s overvældende store succes er et mysterium for mig.
Stemninger
De er ikke ligefrem blevet mere udadvendte på deres andet album, ’This Is All Yours’ fra sidste år, og deres lidt generte facon på scenen gjorde, at deres sampling af Miley Cyrus på koncertens åbningsnummer, ’The Hunger of The Pine’, kom til at ligne det nærmeste, bandet har været på en halvnøgen kvinde i flere år.
Det der med supereffektive refræner er ikke noget, Alt-J gør i. Deres sange er nærmere en slags forløb, hvor de opbygger stemninger i et adstadigt tempo, mens de rastløse trommer kravler nysgerrigt rundt om de beskedne melodier. Og det kan de.
Men ... kan man spille på stemninger i en proppet sal med plads til 6.000 tilhørere? Det lykkedes kun delvis for Alt-J torsdag aften – og det til trods for at aftenens meget fornøjelige publikum gav bandet en regulær heltemodtagelse og mestendels vuggede trofast med i takt til de aparte popsange.
Prisvindende Leeds-band virker anstrengt i iveren efter at være vovedeRigtig godt var det, når de liflige synthesizerfigurer på ’Dissolve Me’ blomstrede ud af det kolde guitarfundament som små gæve erantis, ligesom aftenens andet nummer, ’Fitzpleasure’, demonstrerede, at Alt-J ikke var kommet forbi for at lade knappenåle falde andægtigt til jorden.
Her formåede de i hvert fald virkelig at bruge albumversionernes virkemidler til at skabe en følelse af tyngde, hvilket er tiltrængt, når man spiller i så stort et rum.
Svingende oplevelse
Lyden var tilmed overraskende god i den lange sal, der kun syntes at sluge nogle af Joe Newman og keyboardspiller Gus UngerHamiltons indfølte vokalharmonier, der indimellem lød som et uheldigt gruppeindslag fra dette års ’X Factor’.
Men det var, som om Joe Newman ikke var oppe i gear. I hvert fald kæmpede han flere gange med en stemme, der ikke helt makkede ret.
Som på den underligt bluesede ’Left Hand Free’, der kom til at lyde som en forkølet Black Keys-sang spillet ved døsigt nedsat hastighed. Hvilket ikke mindst skyldtes, at Newman havde hørbart svært ved at skubbe sin vokal uden for sit vante leje.
Hans vokal drager sjældent ud på de store eventyr. På ’Left Hand Free’ forstod man hvorfor.
En decideret partering af Bill Withers klassiker ’Lovely Day’ hørte ligeledes til blandt aftenens mindre mindeværdige stunder. Simpelthen fordi det lød, som om bandet havde blendet sangen i en milliard små stykker og sat dem vilkårligt sammen igen.
Northside-aktuelle briter opfandt ny genre på prisvindende debutalbumAlt-J’s lidt kejtede udtryk havde det ikke udpræget nemt på Tap1’s store scene, hvor de indimellem druknede helt i deres avancerede lysshow.
Koncerten svingede således noget undervejs. Aftenens mindre sindsoprivende passager var som at høre et stilfærdigt Talk Talk-jamband på en halv kilometers afstand.
Men når Alt-J var bedst, var det som at opleve en meditativ fællesskabsfølelse til et rave i duvende slowmotion. Hvis det er dér, hemmeligheden bag succesen ligger, forstår jeg det bedre.
fortsæt med at læse
