0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Prisvindende Leeds-band virker anstrengt i iveren efter at være vovede

I stedet for at åbne for nye lydlandskaber lukker Alt-J sig om sig selv.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der gemmer sig en flot musikalsk vision i Leeds-bandet Alt-J et eller andet sted mellem deres spraglede sanges mange lag af lyd. Men den bliver blodfattigt undfanget på trioens andet album.

Der er mange tilløb til storhed i de skæve og legesyge miks af indie-pop og electronica, der skal følge op på den Mercury-prisvindende debuts succes. Hør bare tusmørketunnelen ’Hunger of the Pine’ blive oplyst af et Miley Cyrus-sample, der ilter arven fra triphop.

Andre gange virker sangenes lavmælte og hymniske cirkler anstrengte i iveren efter at være vovede. I stedet for at åbne for nye lydlandskaber lukker de sig om sig selv. En sang som ’Bloodfoot pt. II’ føles som at blive pakket lidt for hårdt ind i et slumretæppe. Irriterende, når man sidder med fornemmelsen af, at Alt-J er et band, der kan give albummets form storhed igen.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Læs mere