Der gemmer sig en flot musikalsk vision i Leeds-bandet Alt-J et eller andet sted mellem deres spraglede sanges mange lag af lyd. Men den bliver blodfattigt undfanget på trioens andet album.
Der er mange tilløb til storhed i de skæve og legesyge miks af indie-pop og electronica, der skal følge op på den Mercury-prisvindende debuts succes. Hør bare tusmørketunnelen ’Hunger of the Pine’ blive oplyst af et Miley Cyrus-sample, der ilter arven fra triphop.
Debutalbum drager med sfærisk elektropop og skandinavisk melankoliAndre gange virker sangenes lavmælte og hymniske cirkler anstrengte i iveren efter at være vovede. I stedet for at åbne for nye lydlandskaber lukker de sig om sig selv. En sang som ’Bloodfoot pt. II’ føles som at blive pakket lidt for hårdt ind i et slumretæppe. Irriterende, når man sidder med fornemmelsen af, at Alt-J er et band, der kan give albummets form storhed igen.
fortsæt med at læse
