Det startede skidt. Rigtig skidt endda.
Tom Odell skulle have haft æren og fornøjelsen af at åbne årets Northside Festival. Solen skinnede, humøret var højt, promillerne hurtigt endnu højere, og festivalpladsen slog en ventende cirkel om det, Northside handler om: musikken.
Problemet var bare, at Tom Odell manglede, da uret på Arne Jacobsens rådhustårn sagde 13.
Ingen vidste rigtigt, hvor han var. Vi fik bare besked på, at han var på vej.
Teltet var ellers fyldt, og forventningerne fløj rundt i kastevinden (ligesom lyden gjorde det meste af dagen).
LÆS OGSÅ Forsinkede Tom Odell kom fra baghjul og sejrede
Folk ventede tålmodigt, men da Peter Sommer tre kvarter senere endte med at indlede Northside 2013, trak han de fleste til sig.
Den standhaftige flok, der holdt stand, fik til gengæld en øjeblikkelig tændt Tom Odell.
Det var »please forgive us« og så direkte i gang med de ekspressive pianoballader. 'Grow Old With Me' gik videre over i 'Can't Pretend', der dynamisk forplantede sig som hyl og jubel hos det stædige publikum.
Odell har charme nok til både din mor og din lillesøster.
Klaverets tangenter måtte stå for skud for den energiske Odell, der nok har balladerne som rygrad, men drives af en rock'n'roll-understrøm. Som man kunne høre i hans lennonske vokalhug på en ekspressiv coverversion af 'Oh Darling'. Han kunne næsten ikke sidde stille på klaverstolen, som da også fik et spark bagud, da han afsluttede den intense lille seance med 'Another Love'.
Pludselig var modvinden vendt, og Northside lignede en festival, der var klar til at overhale forventningerne fra baghjul.
Tvivl og ligegyldighed
I løbet af dagen sagde Kaizers Orchestra farvel til Danmark med ruskende oompafolkpunk, og i sommernatten drejede The Knife ned ad den avantgardistiske sidevej med deres musikalsk overlegne og konceptuelt udfordrende sceneshow.
Indimellem var Phoenix på fransk visit, der for sent forløste deres eget potentiale.
Forsanger Thomas Mars kaster almindeligvis et celebert skær over det franske popensemble, nu da han er gift med filminstruktøren Sofia Coppola.
Men da det fredag aften kom til det musikalske håndværk, var det resten af bandet, der måtte arbejde sig ud af modlyset fra den nedadgående sol.
Især de to guitarister, Laurent Brancowitz og Christian Mazzalai, lagde sig i selen og lignede nogle, der faktisk ville slippe festen ud af Phoenix' 1980’er-syntetiske overfladepop af lyserøde melodier, monotont insisterende guitarriffs og Thomas Mars’ småsnøvlende sang.
Forsanger Mars tyngede franske Phoenix nedForan dem stod benspændet Mars dog med en attitude af tvivl og ligegyldighed.
Så er det svært at skabe begejstring hos det aarhusianske publikum, der i en støt strøm har fyldt den lille bakketop (som nogle i et muligt anfald af jysk lune har valgt at kalde for Ådalen) i løbet af fredag eftermiddag.
Lavmålet nåede Mars, da han lagde sig ned med halvlukkede øjne og lod bandet banke en ravende stemning op. Som om han med en aristokratisk dovenludvigsk attitude sagde:
»Spil noget, de kan danse til derude ...«.
Man kan diskutere, om den blaserthed er coolness eller parisisk dvaskhed, men for mig tabte den kropsløse Mars koncerten på gulvet med sit tamme udtryk, der stod i kontrast til bandets engagement i deres mange kuglelynshit.
Selv da han lænede sig ud mod publikum, lignede han ikke en, der rigtig troede på det.
Men publikum var med på at slippe festen ud i den milde sommeraften, og da Mars igen steg ned til publikum, smilede han kejtet, næsten overrasket over folks begejstring. Den var heller ikke hans fortjeneste, men bandets.
Drilsk greb
»Det her er køkkenfesten, festen, hvor alle synger med!«.
Sådan råbte Simon Kvamm, da Nephew satte hele deres velsmurte maskine i gear og leverede et fællesbrøl af en stadionkoncert som afslutning på fredagen.
Simon Kvamm råber nemlig, han taler ikke på en scene, ligesom han heller ikke synger, men gjalder.
Det blev tydeligt, da Marie Key var på gæstevisit under ’Gå med dig’. Hun sang og nåede lige så godt ud som Nephews brutale elektrorock.
Sådan er Nephews form nu engang, og folk skrålede i den grad med.
Fra forrest til bagerst tordnede fællessangen op mod de spinkle stjerner, mens Nephew marcherede fra 'Kl. 25’ og ’Van Fangol’ til ekstranumrene ’Igen og Igen og’ samt ’Hjertestarter’, så det kunne høres helt ud til Vesterhavet.
LÆS OGSÅ Nephew satte ny high-score i musikalsk tetris
På den måde var Nephew perfekte. De var kvælende perfekte.
Et er, at det bliver et iltfattigt fællesskab, når Simon Kvamm koger over af populisme og lige skal hælde benzin på den lille mands bål ved at opfordre Morten Olsen til at stoppe og råbe »Kan I høre det, Roskilde?«.
Men der skulle åbenbart pustes til den lokale stolthed over Northside, og Kvamm har et drilsk greb om ordene.
Han og Nephew har altid et greb, og det er håndfast.
For noget andet er den musikalske stivhed. Det er muligt, at de har fundet en formel for fællesskabsekstase, men det lyder som musikalsk tetris. Sangene falder som bragende klodser mod den beregnende bundlinje.
Det fungerede efter hensigten, men det blev en køkkenfest, hvor værten hele tiden talte og bestemte, hvornår vi havde det sjovt. Og hvor sjovt er det egentlig?
I skrivende stund trækker skyerne sig sammen over Aarhus, men solskin eller ej:
Med flotte rammer, mod i musikprogrammet og et engageret publikum har Northside Festival vist sig som en markant musikalsk begivenhed.
fortsæt med at læse
