Der er adskillige gengangere på Roskilde Festivals program i år. Det gælder også inden for den såkaldte verdensmusikalske genre, som indtil for et par år siden havde sin egen scene.
Nu er den spredt ud på forskellige scener, og selv om blandt andre de rappende cubanske byboere i Orishas har været der før, lyder gruppens nye album, som om den nu har en god chance for at nå et større publikum.
Orishas og maliske Vieux Farka Touré er blandt de verdensmusikalske Roskilde-navne, der både har et godt ry på forhånd og et relativt nyt album i baghånden. Vieux Farka Tourés Roskilde-koncert er kun en af flere, som det unge guitar-, vokal- og sangskrivertalent giver i Danmark i løbet af foråret og sommeren.
Ligesom det lykkedes hans afdøde far, Ali Farka Touré, har Vieux efterhånden formået at spille sig til en større fanskare også uden for Afrika med sin dragende ørkenblues. Han bor i Malis hovedstad, Bamako, der er et af klodens mest innovative musiksteder og gerne måtte have været lidt rigere repræsenteret på Roskilde også i år.
Ikke råd til flere spændende navne
En del af Roskildes andre navne fra andre ikke-europæiske og -nordamerikanske lande er knap så albumaktuelle, og nogle af dem virker umiddelbart mere tilfældigt valgt, end man kunne have håbet på.
Lady Saw fra Jamaica er således et spændende navn, men hvorfor får Roskildes publikum ikke også lejlighed til at møde Sean Paul eller Modavo, for nu at nævne nogle af nuets mest interessante jamaicanske navne? Og hvorfor er der ikke også i år mere fokus på Balkans ellers så omtalte scene?
Sandsynligvis er svarene på de spørgsmål, at Roskilde Festival ikke har råd til at hyre newzealandske eller albanske orkestre, som ikke allerede i forvejen er på turné heromkring. Heldigvis er navne som Vieux Farka Touré og Orishas altså i nærheden.
Og så kan man jo, hvis man har tålmodigheden til det, tjekke på Roskilde, om eksempelvis La Shica fra Spanien, Fanfare Tirana fra Albanien og Kenge Kenge fra Kenya har endnu mere at byde på fra en scene, end deres studieoptagelser tyder på.
Spænder vidt
Det er meget muligt. For nu at blive ved de tre eksempler fornyr rapperen og sangerinden La Shica den spanske flamencotradition med en piget stemme og jazzinspirerede rytmer, som sagtens kan vise sig at være mindre flegmatiske live.
Og de vildt forskellige navne Kenge Kenge og Fanfara Tirana lyder begge som orkestre, der slet ikke hører hjemme i et studie – de skal opleves på en scene. Det otte mand store orkester Kenge Kenges metier er traditionel akustisk folkemusik fra Kenya. Fanfara Tirana er jublende albansk bryllupsmusik spillet af blæsere især.
Roskildes bud på musik fra lande uden for Storbritannien, USA og Skandinavien spænder vidt. Fra folklore til urbanitet. Fra cubansk rap og jamaicansk feminisme til newzealandsk reggae så bly som dådyrøjne.
Der er soundsystems som Frederic Galliano Kudouro Sound System fra Frankrig og Algeriet. Der er påfaldende meget rap fremført med god vilje, men ikke voldsomt påkaldende appel. Der er nyfortolkninger af dansk folkemusik fra Valravn.
Uoverskuelig spændvidde
Og overordnet afspejler det såkaldt verdensmusikalske program intet mindre end to modsatrettede tendenser:
På den ene side er der emigranterne, der tager til storbyer og lader sig inspirere af stemningerne der. På den anden side er der musikere, som opsøger og forfiner lokale musiktraditioners historik.
Spændvidden er uoverskuelig. Det er kreativiteten og de videre udforskningsmuligheder så heldigvis også. Men måske kunne man godt bruge et par verdensmusikalske highlights mere på næste års festival?
