Den har allerede meldt sig et par gange under dette års festiival, min sidste. En prikken på indersiden af huden. Sjælens måde at fortælle sit kropslige hylster, at vi nu oplever noget særligt. Noget, der fryder de åbne sanser, får følelserne til at strakke hals i retning af alt mellem glæde og vemod og erindringen til at optage musikken i blod og dna. De særlige øjeblikke, de store koncerter på Roskilde, mærker os og sætter sit præg på årene.
Allerede ved Rolling Stones var den gal for min del. Man fornemmede en særlig glæde ved slet og ret at dele ud af historien i nuet hos klodens mest rutinerede rockmusikere, hvis force aldrig har været noget, som bare minder om teknisk ekvibrilisme. Rolling Stones taler til følelserne, til sanserne, til instinkterne, til liderligheden og lysten til livet. Det samme - bare i en poetisk dybere og musikalsk skønnere version - ville Jason Isbell fra Alabama, der med sin koncert fredag eftermiddag næppe pverraslede nogen, der kender ham. Men til gengæld åbnede hjertet hos nye lyttere.
