Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
PR-foto
Foto: PR-foto

Illusion. »Kærligheden findes ikke. Kærlighed er en nødvendig illusion, det er ikke noget, som bare venter derude i verden« siger Josh Tillman, der spiller på årets Roskilde Festival.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Interview: Father John Misty skulle hjælpe Tillman med at »sprænge alt i luften«

Roskilde-aktuelle Josh Tilllman behøver ikke længere sit kultlederklingende kunstnernavn

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

For tre år siden dukkede Josh Tillmans alter ego op i et psykedelisk drøn af et svampetrip, som han i et anfald af eksistentiel lede havde kastet sig ud i på en tur langs Californiens kyst.

Trippet indebar en franskcanadisk shaman og et stort egetræ, hvori Tillman endte nøgen og pludselig klogere.

Som han sad der og kiggede ud over Stillehavet, fandt han ud af, at han skulle smadre alt. Han skulle forlade sit band, Fleet Foxes, han skulle skrive helt ny og helt anderledes musik, han skulle starte helt forfra, og han skulle gøre det under det nye navn Father John Misty.

I dag tillægger Josh Tillman dog ikke navnet nogen særlig værdi, i dag er det bare et navn.

For Father John Misty eksisterer kun for os, der lytter til ham, fordi vi tror, at han eksisterer.

Eksisterer kun fordi vi tror

Han er en konstruktion, ligesom man kan mene, at kærlighed kun eksisterer, fordi vi tror på, at den gør det.

At penge kun er noget værd, fordi vi beslutter, at de er det, og at præsidenter kun har magt, fordi vi tillægger deres embede en særlig betydning.

Publikum ser Father John Misty som en indierockens førsteelsker.

Han er en udskejende scenepersonlighed, der kan finde på at lægge sig kælent hen over et selvspillende klaver, mens den forhåndsindspillede dåselatter runger ud af højtalerne.

LÆS ANMELDELSEN

Men manden, der opfandt ham, tror ikke længere på ham.

For ham er Father John Misty blevet reduceret til et opdigtet navn, lidt på linje med Bob Dylan eller Nina Simone, og han vil faktisk helst slet ikke tale om ham. Hans mission med Father John Misty-figuren er tilendebragt.

»Det er deprimerende for mig at tale om ham, for jeg har lagt så meget energi og sårbarhed og så meget af mig selv i musikken«, siger Tillman i telefonen fra Los Angeles.

»Jeg vil hellere tale om musikken end om noget, der ikke eksisterer. Men jeg tror, jeg kommer til at svare på spørgsmål om Father John Misty til den dag, jeg dør«.

Den hellige ko

For tre år siden havde det kultlederklingende navn dog betydning. Det skulle hjælpe Josh Tillman med at sprænge alt i luften.

»Jeg oplevede en syg, surrealistisk spænding ved at ødelægge alt. Alt det, jeg havde arbejdet på i 10 år«, siger han.

Det, han havde arbejdet på i 10 år, var både den musik, han som soloartist udgav under sit ’rigtige’ navn, J. Tillman, men også den, han spillede som trommeslager i det amerikanske folkband Fleet Foxes, der i årene omkring 2008 dominerede alt, der havde med flerstemmige vokalharmonier og lækker fingerspilsguitar at gøre.

Fleet Foxes havde succes, de var helt på toppen, og da Josh Tillman i så mange år havde drømt om netop dette, lod han sig rive med. Indtil det med egetræet.

»Fleet Foxes var som en hellig ko, der skulle slagtes. På et tidligere tidspunkt i mit liv var mine tanker om at være med i et succesfuldt rockband dem, at det ville fjerne al min smerte, det ville løse alle mine problemer. Men så fik jeg en række erkendelser«, siger Tillman.

»Jeg fandt ud af, at jeg var på denne planet for at skrive selv og for at skrive om mig selv. For at dele mine inderste tanker og ideer. Og jeg forstod, at de to ting var i konflikt med hinanden«.

Evig og altid ude at skide?

Josh Tillman kan tale længe og flot, han er ikke bleg for at citere Kierkegaard midt i det hele, og han er berygtet for at smide retoriske afsporinger durk ind i samtaler med journalister.

Man føler dog, at med erkendelsen af, at Father John Misty har mistet sin umiddelbare berettigelse, har han også skruet ned for drillerierne, for ud over flere gange at vende tilbage til, at han er på vej ned for at købe en smoothie, og at der er en mand i baggrunden, der skriger noget så forfærdeligt, er han faktisk meget reel hele vejen igennem interviewet. Josh Tillman er mere bare en mand nu.

Hans musik er kendetegnet ved fortvivlet selvudlevering, men også af overvældende humor og især kærlighed. Musikalitet ud over, hvad man sædvanligvis oplever.

Hans første album efter bruddet med Fleet Foxes var ‘Fear Fun’, en rejse gennem et depraveret Los Angeles, hvor solen altid står lavt, og hovedpersonen evig og altid er ude at skide.

I år kom så opfølgeren, det voldsomt roste ‘I Love You, Honeybear’, og her skinnede det igennem, at Tillman måske var ved at blive lykkelig. På sin egen fantastisk gale facon, det er klart.

Et album til Emma

Albummet handler om hans kone, fotografen Emma Elizabeth Tillman, som han mødte på en parkeringsplads, da han havde det allerværst.

Han har skrevet en sang om mødet og om det plantagehus i en unavngiven sydstat, de skal have, når de bliver gamle.

Sådan et, hvis have bliver så voldsom, at de til sidst ikke behøver skiltene, hvor der står, at folk skal holde sig væk. Siden mødet har de to været uadskillelige, fastholdt i et kredsløb af »selvdestruktion og selverkendelse«. Især det sidste.

»Det, der er med mit og Emmas forhold, er, at det er en kontekst og et miljø, hvor vi er sikre. Hvor vi kan adressere ting om os selv eller om den anden uden frygt og uden selvbevidsthed«, siger han.

»Og det er kærlighed – en vedvarende samtale om os selv og hinanden. På den måde er det jo ikke en ting, kærlighed, det er en sindstilstand. Kærlighed er en sindstilstand, hvorfra man kan se på fortvivlelse eller depression eller frygt eller begær eller jalousi eller hvad som helst i et særligt lys«.

Misforståelsen lyder, at kærlighed er modgift til alle de fortrædeligheder, der hører til at være menneske

»Og forhold dør, så snart man stopper med at udnytte det på den måde. Det er det, der skræmmer mig mest. At nå til et sted, hvor man ikke længere har energi til at være ærlig og sårbar og til at undersøge sig selv og sin partner. For det er udmattende«.

Frygter du, at du nogensinde kommer dertil?

»Ja, sådan set ret ofte. Men jeg ved, at for mig handler det om en vedvarende samtale, så den holder jeg fast i. Det føler jeg, at jeg bliver nødt til«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

‘I Love You, Honeybear’ er på sin vis en tale til Emma. En paradoksal blanding af et kærestebrev og et frontalangreb på kærlighedssangen som koncept.

»Det handler om kærlighed som en realitet. Det var det, jeg ville skabe. Du kan finde musik om følelsen af kærlighed, enten det at være i den eller det at miste den, alle steder. Det er det, alle laver. Jeg ville skrive noget, som handlede om realiteten, altså om, hvad kærlighed virkelig er, og hvordan den ser ud. Og hvordan den ser ud, har meget lidt at gøre med den typiske banale kærlighedssang«, siger Tillman.

Modgiften til livet

Josh Tillman voksede op i en stærkt religiøs familie i Maryland.

Som barn blev han sendt i søndagsskole, hvor eleverne talte i tunger, og hvor lærerne forsøgte at drive diverse dæmoner ud af dem, men det var, som om Tillmans dæmoner ikke ville ud, de skulle faktisk ingen steder overhovedet.

For at gøre noget ved den konstante nervøse trommen på alt, den unge Tillman kom i nærheden af, gav hans forældre ham et trommesæt.

Senere, efter at være blevet tvunget til at studere på et kristent universitet i staten New York, meldte han sig ud og rejste til Seattle uden at sige et ord til hverken familie eller undervisere.

Her levede han af at sælge blodplasma og arbejde på et bageri og brugte resten af tiden på at indspille en række demoer og plader, som han distribuerede til barer rundtomkring i byen. Ingen af dem fik stor opmærksomhed.

LÆS OGSÅ

Det var i den tid, Josh Tillmans forældre slog hånden af ham, selv om han også sendte sin musik til dem.

I mellemtiden var det lokale band Fleet Foxes dog ved at opnå et gennembrud, og i 2008 stod de og manglede en trommeslager.

En rolle, Josh Tillman gerne ville have, men altså kun i en periode, for i 2012 forlod han bandet og lod J. Tillman dø for i stedet at indtage rollen som Father John Misty.

Du sagde, at du gerne ville sprænge alt i luften. Hvorfor?

»Det var instinkt, og instinkt er ikke det letteste i verden at forklare og beskrive. Men jeg følte, at jeg havde givet alt til denne karakter, denne J. Tillman, og det, jeg fik ud af det, var frustrerende og rent kreativt en katastrofe. Det føltes, som om der var så meget, jeg ikke kunne gøre med det paradigme«, svarer han.

»Den musik var lavet for at opnå en særlig renselse. Jeg havde brug for den, fordi jeg skulle ordne nogle problemer, som stammede fra min ungdom, fra min primale scene. Ting som religion og, du ved, noget andet lort. Og på et tidspunkt havde musikken udlevet sin nytte«.

Sexsymbol og mysterium

Så i dag skriver han sine depraverede og fortvivlede kærlighedssange og vrider sig rundt på alverdens scener, mens både kvinder og mænd råber, at de elsker ham, nok uden helt at forstå hvorfor.

Et sexsymbol for nogen, et mysterium for flere. At hedde Father John Misty har måske ikke samme betydning, som det har haft, men hans sange klinger stadig som det, de er, nemlig tanker og følelser fra de inderste afdelinger af et indie-ikon.

Og så kan det nok lyde både forvirrende og højstemt, alt det her med fortvivlelse og kærlighed, og hvad ved jeg.

Josh Tillmans temaer kan umiddelbart virke som modsætninger, men det bunder i en misforståelse, mener han, og det højstemte er noget, han for længst har omfavnet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Misforståelsen lyder, at kærlighed er modgift til alle de fortrædeligheder, der hører til at være menneske«, siger han.

Kærlighed er en sindstilstand, hvorfra man kan se på fortvivlelse eller depression eller frygt eller begær eller jalousi eller hvad som helst i et særligt lys

»Jeg tror, at mange mennesker leder efter frelse gennem kærlighed, men det redder dig ikke fra noget som helst. For det findes ikke, kærlighed findes ikke. Kærlighed er en nødvendig illusion, det er ikke noget, som bare venter derude i verden«.

Og det er så her, vi vender tilbage til det med, at kærlighed og penge og præsidenter kun har betydning, fordi vi tror på det:

»Men derfor er kærlighed alligevel ægte for os. På den måde er troen på kærlighed det mest ægte, vi har«, siger Tillman.

»Det er der en dejlig ironi i«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden