Tamt. Pallbearer mangler blandt andet den heftige vokal.
Foto: JANUS ENGEL

Tamt. Pallbearer mangler blandt andet den heftige vokal.

Roskilde Festival

Kliniske metalhoveder bød på tunge tørkiks

Pallbearer var ikke noget ophidsende møde på Pavilion Scenen.

Roskilde Festival

Det var i rollen som Big Rock fra Little Rock, at Pallbearer gik på scenen sent torsdag. Men på et tidspunkt, hvor Muse med tordenrøst beherskede Roskildes aften fra Canopy Scenen, så Pallbearer måtte nøjes med et publikum af en relativt beskeden størrelse.

Koncerten med Pallbearer var altså fra starten dømt til at være en minoritetsbegivenhed. Ganske passende viste det sig. Pallbearer spillede tæt, tungt og uhyre kompetent. Men også så kemisk renset for rockromantik og storladne falbelader, at det i hvert fald for min smag simpelthen blev for tørkiks.

Symptomatisk var guitaristen og forsangeren Brett Campbells vokal. Den var svær at skelne fra den tunge kværn af guitarer, bas og trommer. Og når det lykkedes, var det jeg hørte, ikke ophidsende.

En alt for tynd og friseret stemme til så hidsig en rockfilosofi. Metalrock uden en heftig vokal er simpelthen for tamt.

Ikke et ophidsende møde

Pallbearer var med andre ord stilsikker og klinisk tætspillet tungrock uden noget så banalt som et godt omkvæd, vildskab i varmen eller et lækkert riff i ny og næ. Kun den store kværnen, som i de bedste forløb nåede episke højder. Men meget liv var der ikke i det.

Kvartetten fra Arkansas lød på deres første album ’Sorrow and Extinction’ mest af alt som en arvtager til den romantisk sorte metalrock fra Paradise Lost, men på scenen var Kyuss’ ørkenmetal mere nærværende og ekkoet af Black Sabbath overraskende stærkt. Hvis altså Black Sabbath ikke havde været et band, der skrev mindeværdige sange og ikke havde en skør, medrivende kugle ved navn Ozzy Osbourne i front.

Pallbearer spillede koncentreret og fedtfrit fra de to udspil ’Sorrow and Extinction’ og ’Foundations of Burden’, men selvom bl.a. ’The Ghost I Used To Be’ lyste op i glimt, var Pallbearer ikke noget ophidsende møde.

Jeg er ikke nogen stor fan af Muse, men efter en time i selskab med Pallbearers studentermetal, var det lige før, jeg kastede længselsfulde blikke mod Orange Scene.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce