0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kliniske metalhoveder bød på tunge tørkiks

Pallbearer var ikke noget ophidsende møde på Pavilion Scenen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
 JANUS ENGEL
Foto: JANUS ENGEL

Tamt. Pallbearer mangler blandt andet den heftige vokal.

Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Roskilde Festival
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det var i rollen som Big Rock fra Little Rock, at Pallbearer gik på scenen sent torsdag. Men på et tidspunkt, hvor Muse med tordenrøst beherskede Roskildes aften fra Canopy Scenen, så Pallbearer måtte nøjes med et publikum af en relativt beskeden størrelse.

Koncerten med Pallbearer var altså fra starten dømt til at være en minoritetsbegivenhed. Ganske passende viste det sig. Pallbearer spillede tæt, tungt og uhyre kompetent. Men også så kemisk renset for rockromantik og storladne falbelader, at det i hvert fald for min smag simpelthen blev for tørkiks.

Symptomatisk var guitaristen og forsangeren Brett Campbells vokal. Den var svær at skelne fra den tunge kværn af guitarer, bas og trommer. Og når det lykkedes, var det jeg hørte, ikke ophidsende.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere