Kliniske metalhoveder bød på tunge tørkiks

Det var i rollen som Big Rock fra Little Rock, at Pallbearer gik på scenen sent torsdag. Men på et tidspunkt, hvor Muse med tordenrøst beherskede Roskildes aften fra Canopy Scenen, så Pallbearer måtte nøjes med et publikum af en relativt beskeden størrelse.

Koncerten med Pallbearer var altså fra starten dømt til at være en minoritetsbegivenhed. Ganske passende viste det sig. Pallbearer spillede tæt, tungt og uhyre kompetent. Men også så kemisk renset for rockromantik og storladne falbelader, at det i hvert fald for min smag simpelthen blev for tørkiks.

Symptomatisk var guitaristen og forsangeren Brett Campbells vokal. Den var svær at skelne fra den tunge kværn af guitarer, bas og trommer. Og når det lykkedes, var det jeg hørte, ikke ophidsende.