Jeg kravler ud af mit pop-up telt, der er anbragt i bunden af P, det fjerneste hjørne af Roskilde Festivalen. Her bor jeg med mine to rullekufferter, den ene med tøj, den anden med makrel i tomat, rugbrød og agurk. Og selvfølgelig en dunk med rosé. Med små plastglas.
Klokken er 5.18, og jeg er blevet vækket af nogle naboer, som spiller skillema dinka dinka du, skillema dinka du over et af de enorme batteridrevne anlæg, alle camps har. Normalt ville jeg nok ikke være vågnet af det, – ørepropper er en gave til den midaldrende del af menneskeheden – men de her unge mennesker har altså valgt at synge med. Som de bedst kan efter flere dages kampdruk.
