I 1970’erne var Roskilde Festival ét langt nøgenløb – også på scenen

10 år tidligere, i de første tre dage i juli 1972, gav tusindvis af langhårede unge for andet år i træk kommunalpolitikere og borgere i Roskilde rynker i panden ved at slå sig ned på Dyrskuepladsen med rygsække, telte og ølflasker og især en livsstil, der bekymrede på rådhuset og blandt købstadens indbyggere.

De unge opførte sig helt anderledes end generationen før. Som om de direkte havde importeret det amerikanske ungdomsoprørs idealer om fred, frihed og fri kærlighed midt i alvorlige tider med Vietnamkrig og kold krig. Skulle Dyrskuepladsen i Roskilde virkelig finde sig i at lægge jord til folke- og rockmusikkoncerter og et publikum, der lignede en blanding af Thylejren og en nudistlejr?

Det var noget af det værste, bystyret i Roskilde kunne forestille sig. Indtil den dag kom i slutningen af 1970’erne, da byen blev klar over, at det ville være meget værre, hvis Roskilde skulle gå glip af den økonomisk indbringende og stadig mere kendte musikfestival.

I løbet af 1970’erne voksede Roskilde Festival til gradvis at blive en etableret nordeuropæisk musikfestival – med streg under ’musik’. Roskilde Festival blev det sted, man gerne ville hen, hvis man ikke kunne få nok af ny rockmusik. Og i slutningen af årtiet var der kommet meget mere styr på praktikaliteter som regnskaber, toiletforhold, madboder, sceneudstyr, musikkontrakter og organiseret oprydning, end der var i festivalens tidligste år. Samtidig med den øgede professionalisering blev der sat grænser mellem publikum og optrædende, og man kunne ikke længere som gæst bare slå sit telt op på selve pladsen eller vade om bag den store scene for at slå en sludder af med musikerne.

Det allerførste år, i 1971, blev begivenheden i Roskilde kaldt Sound Festival, den fandt sted 28. og 29. august, og musikken blev spillet af spændende danske navne som Gasolin’, Cæsar, Burnin Red Ivanhoe, Povl Dissing, Culpeper’s Orchard, Alrune Rod samt en række engelske kunstnere. Omkring 10.000 gæster oplevede stemningen, men kun en del af dem betalte 30 kroner hver for at deltage, og da regnskabet bagefter blev gjort op, viste økonomien sig at være nogenlunde lige så uoverskuelig som de affaldsbunker, lejrdeltagerne havde efterladt sig ud over hele Dyrskuepladsen.

Bare patter og kædedans

Året efter var begivenheden omdøbt til Fantasy Festival. Først i 1973 fik festivalen sit nuværende navn – og sin nuværende arrangør – foreningen Roskilde Fonden.

Initiativtagerne til de første festivaler på Dyrskuepladsen i Roskilde, blandt andet et par tidligere gymnasieelever og den amerikanske folkemusiker Tony Busch, havde skelet til Amerika og England.

Mere konkret til alle store musikfestivalers moder, Monterey Pop Festival, der fandt sted 16.-18. juni 1967. Og til Woodstock og Isle of Wight i 1969 i henholdsvis USA og England.

De fleste af tidens toneangivende amerikanske og engelske navne optrådte på en eller flere af de festivaler. Da Jimi Hendrix, Janis Joplin, The Who, Jefferson Airplane, The Byrds, Ravi Shankar, Otis Redding og mange andre optrådte i Monterey i Californien, var det som en slags uofficiel åbning af sommeren, der gik over i historien som ’Summer of Love’.

Både Jimi Hendrix, Janis Joplin og Jim Morrison fra The Doors var døde alt for unge som følge af misbrug, da den første festival fandt sted i Roskilde i 1971. Et kendt slogan skulle måske have heddet ’Peace, love, understanding and drugs’. Og alligevel er det svært at se og høre musikken fra Monterey, udødeliggjort i instruktøren D.A. Pennebakers dokumentarfilm fra festivalen, uden at ønske, at man selv havde været til stede under de genreoverskridende, dybt personlige og indimellem decideret magiske koncerter.

Jeg tror, jeg har set optagelserne af Jimi Hendrix på Monterey iklædt gul skjorte med kalvekrøs, røde bukser, broderet vest og flowerpowerbemalet Fender Stratocaster 100 gange for at tage revanche over at være født på det forkerte tidspunkt og det forkerte sted til at kunne opleve ham live.

Længere fra Jylland til Roskilde end fra San Francisco

Det er det samme forhold, jeg har til Roskilde Festivals første årti. Da lyden af ånden fra 1960’erne begyndte at slå lejr på den sjællandske mark en gang om året, anede jeg hverken noget om det eller om ungdomsoprøret for den sags skyld.

Jeg begyndte i 1. klasse i august 1968 uden at ane, at den amerikanske gruppe Big Brother and the Holding Company med den følelsessitrende urkraft Janis Joplin som sanger netop da udgav albummet ’Cheap Thrills’. Dels var jeg for lille. Dels nåede kærlighedssommeren 1967, studenteroprøret på Københavns Universitet i 1968, grundlæggelsen af Christiania få år efter og indtrykket af de første festivaler i Roskilde ikke rigtig frem til den jyske flække, hvor jeg voksede op. I hvert fald ikke som en hovedstrømning gennem kornmarkerne og de dengang spredte villabyggerier.

Først nogle år senere – måske i cirka 1976, hvor sangeren Ray Sawyer fra Dr. Hook smed alt tøjet undtaget klappen for øjet på Roskilde i solidaritet med sit nøgne publikum – kom de første flippede folkeskolelærere til min barndoms skole. De mødte op i sandaler og cowboybukser, og man måtte gerne være dus med dem, og dét var en revolutionerende erfaring, som dog ikke fik en lærer af den gamle skole til at holde op med bruge pegepinden som afrettelsesvåben.

I ånden var der altså på mange måder betydelig kortere fra San Francisco til Roskilde end fra visse steder i provinsen til Dyrskuepladsen i festivalens tidlige år. På én måde nåede efterdønningerne af ungdomsoprøret alligevel frem til mit værelse, fordi jeg lyttede min verden større gennem radioen og optog rockmusikken på kassettebåndoptager stort set hver eneste dag efter skole.

Efter midten af 1970’erne ændrede det lydspor sig med samme tempo som min egen teenagekrop. Voksende arbejdsløshed, økonomisk krise og en ny generations krav på at manifestere sig fik generaliserende sagt musikken til at skifte farve. Væk var den hallucinerende lyd af et vildtvoksende blomsterhav. I stedet blev attituden skarp, kantet og sort.

Kulturens årtier følger ikke kalenderens. 1960’ernes rockmusik begyndte i virkeligheden i slutningen af 1950’erne. 1970’ernes lyd blev tegnet af bevægelserne i sen-1960’erne. Og 1980’ernes kuldskære postpunk, new wave og gothrock med synthesizere var allerede i gang, da den første punkbølge i 1970’erne var ovre, og Robert Smith i 1978 lod eyelineren løbe og dannede The Cure.

En ny tids model

Da jeg blev Roskilde-moden, havde festivalen fået sin markante Orange Canopy-scene, der blev et symbol på Roskilde Festival for mange – også uden for landets grænser. Jeg spurgte aldrig mine venner, om de også havde lyst til at høre det ene eller det andet navn optræde på ’den store scene’. Alle sagde vist altid ’på Orange’, efter at festivalen med den mangeårige kunstneriske leder Leif Skov som initiativtager i 1978 havde købt scenen Orange Canopy af The Rolling Stones.

Det var først i 1985, at The Cure for første gang fik sortklædte unge til at stå i kø for at komme så tæt som muligt på idolerne. Men allerede i 1978 viste koncerten med en ung Elvis Costello, at tiden havde fået en anden lyd. Ikke blot musikalsk – engelske Elvis Costello var på det tidspunkt brudt igennem i hjemlandet med de stilfornyende plader ’My Aim Is True’ og ’This Year’s Model’ – men også attitudemæssigt. Costello brød sig ikke om at være i nærheden af publikum og presse og indvarslede en tid, hvor det var undtagelsen, hvis publikum eller journalister kom tæt på stjernerne.

I 1978 var tilskuertallet vokset til over 36.000 mennesker. Det var ottende gang, Roskilde Festival fandt sted. Den havde overlevet sine børnesygdomme og var blevet accepteret i lokalsamfundet. Festivalen havde nu tre scener, og publikums telte var henvist til campingområder. Det betød, at man ikke længere kunne blive i sit telt, hvis man ville høre koncerterne. Man skulle opsøge dem, og det bragte musikken yderligere i fokus.

Der var stadig plads til universel varme i et program, som havde udviklet sig hen imod at have hovedvægten på store etablerede eller nyskabende udenlandske navne, der kunne tiltrække et publikum fra nabolandene. I 1978 stod Bob Marley & the Wailers således for en oplevelse, mange siden beskrev som uforglemmelig.

Der skulle gå yderligere nogle år, før jeg lånte et telt, tog en rygsæk på og i høj forventning om en weekend i selskab med blandt andet de irske indieidoler i U2 og den amerikanske singer-songwriter Jackson Browne stillede mig ved en grøftekant på Vejlevej sammen med en veninde og blaffede til Roskilde. Jeg kan stadig se for mig, hvordan den dengang 22-årige Bono hang i kranen ud over publikum og bekræftede mig i, at mere end noget andet sted hørte jeg til i det samfund, som Roskilde Festival var i det øjeblik og i mange andre. Jeg var simpelthen kommet hjem.

Siden vendte jeg tilbage til Roskilde år efter år. Fra 1988 og mange år frem som anmelder, men altid som en lytter med tillid til, at de bedste koncerter kunne blive med de kunstnere, jeg ikke kendte på forhånd, for sådan nogle gaver begyndte Roskilde Festival tidligt at dele ud.

Men det var i 1978 og i 1979, hvor henholdsvis Elvis Costello og Talking Heads spillede, at jeg for alvor begyndte at længes efter at være en del af festivalen, fordi medierne nu var begyndt at tage musikken seriøst. Kigger man i gamle aviser fra festivalens allerførste år, skrev Helle Hellmann fra Politiken om musikken, mens de fleste andre medier skrev mest om stemningen og publikum.

I sidste halvdel af 1970’erne kom der for alvor ord på musikken. Af den rytmiske musik var det ikke længere kun jazzen, der fik egentlige anmeldelser i aviserne. Det gjorde rocken også nu – ligesom den allerede havde fået det i USA og England i nogle år. Den rastløse 23-årige Elvis Costellos stramme new wave chokerede nogle og begejstrede andre. Og Bob Marley var alle enige om at holde af. Som Torben Bille skrev i Politiken:

»Ingen forlod festivalen uberørt«.

En ny tid var landet på festivalen. Og fra da af glædede jeg mig inderligt til at blive en del af den.