10 år tidligere, i de første tre dage i juli 1972, gav tusindvis af langhårede unge for andet år i træk kommunalpolitikere og borgere i Roskilde rynker i panden ved at slå sig ned på Dyrskuepladsen med rygsække, telte og ølflasker og især en livsstil, der bekymrede på rådhuset og blandt købstadens indbyggere.
De unge opførte sig helt anderledes end generationen før. Som om de direkte havde importeret det amerikanske ungdomsoprørs idealer om fred, frihed og fri kærlighed midt i alvorlige tider med Vietnamkrig og kold krig. Skulle Dyrskuepladsen i Roskilde virkelig finde sig i at lægge jord til folke- og rockmusikkoncerter og et publikum, der lignede en blanding af Thylejren og en nudistlejr?
Det var noget af det værste, bystyret i Roskilde kunne forestille sig. Indtil den dag kom i slutningen af 1970’erne, da byen blev klar over, at det ville være meget værre, hvis Roskilde skulle gå glip af den økonomisk indbringende og stadig mere kendte musikfestival.
I løbet af 1970’erne voksede Roskilde Festival til gradvis at blive en etableret nordeuropæisk musikfestival – med streg under ’musik’. Roskilde Festival blev det sted, man gerne ville hen, hvis man ikke kunne få nok af ny rockmusik. Og i slutningen af årtiet var der kommet meget mere styr på praktikaliteter som regnskaber, toiletforhold, madboder, sceneudstyr, musikkontrakter og organiseret oprydning, end der var i festivalens tidligste år. Samtidig med den øgede professionalisering blev der sat grænser mellem publikum og optrædende, og man kunne ikke længere som gæst bare slå sit telt op på selve pladsen eller vade om bag den store scene for at slå en sludder af med musikerne.
