Jeg havde i flere år drømt om at komme på Roskilde Festival. Det begyndte i 1996, hvor mit dengang store idol Alanis Morissette spillede på en alt for lille scene. Jeg læste alt, jeg kunne komme i nærheden af, om den koncert. Det lød vildt. Og det var præcis det, jeg var ude efter.
For en pige fra Fyn syntes Roskilde langt væk. Det var en del af det appellerende. Jeg kunne bare mærke, at det her, det var noget for mig. Tanken om at blive opslugt af et hav af mennesker, der var udstyret med den samme umættelige sult efter musik, som man selv ... i en hel uge! Det lød som en drøm.
I 2000 fik jeg endelig lov. Efter at Roskilde Festival var slut, kunne jeg lige nå hjem og sove en nat, før jeg skulle videre på Midtfyns Festival, for nu skulle det her festivalpas udnyttes til fulde. Med mig havde jeg et taletidskort til en 50’er, og aftalen var, at jeg skulle ringe hjem en gang i døgnet.
Jeg var lige blevet færdig med 9. klasse og skulle videre på efterskole efter sommerferien. Og så var jeg punker. Den eneste af sin slags i Tommerup Stationsby på Fyn, hvor jeg voksede op. Komplet med nittehalsbånd, generøst hullede strømpebukser og stort sort hår med slet skjult inspiration fra The Cures Robert Smith.
