På scenen lod bandet musikken cirkle søgende rundt for at nå ind i sit eget hjerte som 60’ernes langstrakte og syrede rock. For så at blive splintret til atomer igen i en centrifuge af punkede udladninger, der lød som et rotteræs.
En evigt snerrende jagt efter egen hale at bide i. Et evigt kapløb mellem den lille frække hundehvalp, der vil nå nye steder først og sprænge halsbånd, konventioner og grænser i en ubændig trang til at være nyskabende og kommercialismens altædende skødehund, som bjæffende halser efter for at opsnappe og forfladige alle nye tendenser.
Det kapløb kom i den grad til at præge netop 80’erne, da hippierne var vokset fra ungdomskulturen for at blive erstattet af folk med smarte amerikanske tilnavne som yuppier. På hver sin side af Atlanterhavet regerede Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher, mens nyliberalt tankegods bredte sig til også den danske ungdom.
Ideen om at score den store gevinst uden alt for meget arbejde, som var forkætret i 60’erne og 70’erne, blev mere udbredt og adresseret i Oliver Stones film ’Wall Street’ i 1987.
