Som han sidder der bag klaveret, ligner han en rar onkel. Med sin trinde krop, hvide moustache og små, runde rødtonede briller.
Og Van Dyke Parks lyder også sådan, når han med sin lyse og venlige stemme fortæller anekdoter om sin første rejse til København og den brændende kærlighed for latinamerikanske folkemusik.


























