Han står på den ene fod. Den venstre. Den højre søger i luften efter kontrapunktet, så André 3000 kan holde balancen og levere ’Aquemini’ med linjerne:
»Twice upon a time there was a boy who died/ And lived happily ever after, but that's another chapter«.
André 3000 genbesøger dengang, han lagde flasken på hylden og blev genfødt.
Samtidig genbesøger dengang i slutningen af 1990’ene, hvor han og Outkast-makkeren Big Boi med albummet ’Aquemini’ var med til at bryde hiphop dualitet mellem øst og vest.
Iskolde rappere
Fra deres outsiderposition satte de sydstaternes rap på hitlisterne.
Ændrede både hiphoppen og poppens dagsorden. Der blev peget homofobiske fingre og knurret fra tidens gangsta-rappere over den spraglede duo fra Atalanta. Men André 3000 og Big Boi var iskolde.
Hvid paryk og damer på scenen: Outkast åbnede OrangeDe havde deres egen planet af sydende soul og dampende funk, hvor gangsterne alligevel aldrig kunne nå dem.
Nu står de har så igen. Efter otte års albumpause er de samlet på en 20 års jubilæumstur.
Storgrinende kommer de ridende på alle de gamle hits. Hvilket er paradoksalt. For Outkast har kun søgt fremad, flyttet sig og trukket hele hiphop- og popverden med sig.
En formidabel åbning
Men det har så igen også altid handlet om at finde balancen.
Mellem det potente og det sårbare. Mellem klingende stjernekiggeri og kroppens svedende puls. Mellem hitlisterne og avantgarden. Mellem poeten og playeren.
Onsdag aften fandt de balancen i et en formidabel åbning af Orange Scene.
Så både hiphoppens connoiseurs og alle dem, der bare kommet for at synge med på hits som ’Roses’ og ’The Way You Move’ kunne være med.
Og så ingen var i tvivl om, at Outkast selv nød hvert eneste sprudlende minut.
I sving om med kameradamen
Outkast puttede ikke med sagerne. Eller energien.
Med den hidsige ’B.O.B.’ lod de bomberne falde. Ikke over Bagdad, men Orange Scene, hvor publikum strakte sig helt ud til kanterne og alle generationer var samlet.
Nej, ikke i køen til The Rolling Stones, men oppe foran til Outkast, som slog over i deres viltre greb om den amerikanske drøm, benzin og æbletærte på ’Gasonline Dream’:
»Don't everybody like the smell of gasoline? / Well burn, motherfucka, burn -- American Dreams«.
Musikredaktøren: For første gang lader Roskilde hiphoppen dominereBig Boi lignede en befalingsmand i en afrofuturisk rumhær med sin mili-farvede bukser, grønne jakke, guldkæde og Atlanta Falcons (selvfølgelig!) hat.
André 3000 stak i en helt anden retning i sort heldragt medteksten »Passionate about compasion« og så en hvid paryk, der mest mindede om en kortklippet pelsjæger hue. En sci-fi version af Davy Crocket.
Men inde under tøjet bankede hjertet for musikken. André 3000 var ustyrlig. Dansede rundt - også med en den blonde kamerakvinde, der uden at opdage det fik gavtyven frem i André 3000.
High fives hele vejen rundt
Big Boi var ikke mange skridt bagefter i begejstring. Hans krops bjørnefunk virkede hele tiden på bristepunktet.
Som om han næsten ikke kunne holde iveren tilbage og vente til det var hans tur til at levere rim på sange som ’Skew It to the B-bar’ og ’Da Art Of Storytelling, pt. 1’.
Med ’SpottieOttieDopaliscious’ blottede de deres dybe funk og hvis der var optakt til problemer med balancen mellem sætliste og publikum, sørgede ’Ms. Jackson’ for at samlet hele den fyldte plads foran Orange scene.
Bagefter var der highfives hele vejen rundt i flokken af venner, der ved siden af mig af mig havde skråle med på André 3000’s lyst skrattende og sært rørende stemme.
Midtvejs splittede Outkast op for en stund. Alene satte Big Boi tempoet op med ’Kryptonite’ og ’GhettoMusick’. Der var ikke meget brug for korsangerinderne og bassisten koncentrerede sig mest om at følge dj’en oppiskede tempo.
I det lumre hjørne
De pikant maskeklædte kordamer kom til gengæld til deres fulde ret, da André 3000 bagefter overtog showet og rullede sovekammer-persiennerne helt ned med ’She Lives On My Lap’ og den skoldhede ’Prototype’.
Orange feeling: Politiken dækker Roskildes største koncerter liveHan opfordrede drengene i publikum til at holde deres kæreste helt tæt til sig og sluttede turen til det lumre hjørne af med et svedent grin og bemærkningen:
»Hvis I ikke får noget i aften, så er der ikke mere, jeg kan gøre for jer, gutter«.
Sætlisten var velkomponeret og viste rundt i Outkasts imponerende spændvidde. Der var gospel øjeblikke, intergalaktisk soul og hurtige hiphoplussinger. Og det blev smart serveret.
I perfekt balance
Lige efter klimakset på ’Hey Ya’, hvor publikum var helt oppe at støde, smed de et medley med en håndfuld af deres helt tidlige ting som ’Hootie Hoo’ og ’Players Ball’ ind under poppulibkummets forventninger.
En solid luns til de mange hiphopfans. Og sørgede for at tage stikket hjem bagefter med en hårdt scratchet udgave af ’So Fresh, So Clean’ og det hymniske punktum ’Whole World’:
»Cause the whole, world, loves it when you don't get down«.
Således opmuntret og i perfekt balance kunne vi sige farvel til et af musikhistoriens vendepunkter. De var glade i låget. Vores var blevet blæst af. Og forhåbentlig er det ikke sidste gang, de gør dét.
fortsæt med at læse
