Roskilde er åbnet: Tusindvis i kapløb om gode pladser til Orange Scene

SEJRSRUS. En ung mand i Spiderman-kostume, var den første fremme ved Orange Scene. Premien er champagne.
SEJRSRUS. En ung mand i Spiderman-kostume, var den første fremme ved Orange Scene. Premien er champagne.
Lyt til artiklen

Tusindvis af gæster er stormet ind på festivalpladsen på Roskilde Festival i et traditionsrigt kapløb om at være den første til at nå Orange Scene.

Præcis klokken 17.00 åbnede portene for den tætpakkede gruppe af festivalgæster.

Med en stiv vind i håret løber de over en grøn græsplæne helt uden affald - til synet af rene toiletter og tomme skraldespande - og til lyden af 100 frivillige, der står i en halvcirkel ved indgangen og klapper dem ind.

En ung fyr i laksefarvede shorts og skovmandsskjorte lægger sig klart i front. En sky af jordstøv og sæbebobler hænger over de glade gæster, der hujer og skriger, mens de løber. Mange har en øl i hånden.

Barpersonalet i boderne på festivalpladsen klapper og hepper på dem.

Den stærkeste overlever

Johan Søgaard er en af de første, der er nået frem til Orange Scene. Han står nu i kø til pitten til Outkast og har løbet så »sindssygt hurtigt«, at han blev væk fra sine seks venner.

»Men det er jo survival of the fittest«, siger han.

FOTO

»Man skal bare være i pitten, når det er Outkast, der spiller. De har ikke været i Danmark i mange år. Da det blev annonceret, at de kom så.... Hold nu kæft, så skal det være i pitten«, siger han, mens han stadig er forpustet af løbeturen.

Hans kinder er blussende røde.

»Mit hjerte sidder helt oppe i halsen«, siger han.

God musik man kan danse til

En anden hurtigløber er Anne Plohmann.

»Jeg har løbet sygt hurtigt«, siger hun. Det er også lykkedes Anne Plohmann at komme frem i køen til pitten.

Roskilde genbruger mad fra campingpladsen: »Det fejler jo ikke en skid«

»Outkast spiller noget godt musik, som man kan danse til, og så er der bare en særlig stemning, når de åbner festivalen«, siger hun. .

Men selvom en plads i pitten til Outkast er i høj kurs, slanger der sig allerede en meget længere kø til Rolling Stones. Ti minutter efter festivalpladsen åbnede, strækker Stones-køen sig allerede helt ind til midten af festivalpladsen.

Væltede hegnet ti minutter før

Ti minutter før portene til festivalpladsen officielt åbnede klokken 17, lykkedes det en gruppe festivalgæster at vælte hegnet, men det lykkedes en gruppe vagter i orange veste at holde dem tilbage, selvom de blev rykket cirka ti meter ind på festivalpladsen.

Forrest i køen stod næsten udelukkende mænd. De fleste med øl i hånden. En stor gruppe mænd dræbte den sidste ventetid med at synge boggie woogie, inden spurten går ind.

Roskilde Festival har ligesom sidste år besluttet ikke at lukke nogen ind på festivalpladsen før portene åbner for at sikre de forventningsfulde festivalgæster en helt ryddet plads.

»Festivalgæsterne skal have følelsen af at indtage en jomfruelig plads, så de kommer ind til noget helt særligt, der har ligget og ventet«, siger talskvinde for Roskilde Festival, Christina Bilde.

Over 70.000 gæster har nu slået lejr på campingpladsen.

Kristine Dam Johansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her