Sejrssangen i Frems omklædningsrum blev sunget med masser af macho-fylde, og den afsluttende obligatoriske råben på en kvindelig kønsdel blev også afviklet med bestemthed i stemmen. Alligevel kunne hverken bundholdets spillere eller træner Skovdahl skjule den store lettelse, som sammen med alle ritualerne blandede sig med svedlugten efter sejren på 3-2 over Herfølge. En lettelse over at være sluppet levende gennem en unødvendig spændende afslutning på det, der længe lignede en stensikker hjemmesejr. Og en lettelse over dermed fortsat at have muligheden for at undgå den truende nedrykning. »Vi vidste jo lige som på forhånd, at i dag var sidste udkald for os. Hvis vi havde tabt til Herfølge, ville det være urealistisk at tro på overlevelse, og derfor er lettelsen også så stor. Arbejdet er langt fra gjort færdigt endnu, men vi har taget et skridt på vejen«, forklarede den dobbelte målscorer Lars Brøgger henover udstrækningen op af et boldskab. Den 34-årige omskolede angriber var blandt hjemmeholdets bedste i en kamp, hvor man fra start kunne mærke, at det her handlede om ren og skær overlevelse. Det vil sige uskøn og rodet fodbold med masser af fejlafleveringer i de første 45 minutter, som Frem dog alligevel kom bedst ud af, mens det til tider var svært at se, at Herfølge med et nederlag ville komme faretruende tæt på nedrykningsstregen. Efter 12 minutter lykkedes det da også for hjemmeholdet at få en livgivende scoring sendt ind bag Herfølge-keeper Morten Cramer, da den hårdt arbejdende og godt spillende Mikkel Thygesen efter et hjørnespark fik skovlet Indrek Zelinskis flade afslutning over stregen. Herefter bølgede spillet lidt tilfældigt frem og tilbage, men Frem-spillerne var trods alt stærkest i nærkampene, bedst til at spille bolden rundt og kom også frem til flere store chancer. »Der var perioder i 1. halvleg, hvor vi blev kørt rundt. Jeg spekulerede faktisk på, om de havde flere spillere på banen end os«, som Herfølge-keeper Morten Cramer udtrykte det. Alligevel lykkedes det mod slutningen af første halvleg for Herfølges Anders Jørgensen at slippe fri af Frem-forsvaret. Men fra en fuldstændig fri position trillede han bolden blødt forbi mål, hvorefter Lars Brøgger to minutter efter pausen i stedet ekspederede et fint indlæg fra Kim Kristensen ind til 2-0. Da samme Brøgger tyve minutter senere også gjorde det til 3-0, var der pludselig stående klapsalver i Valby, men efterhånden som grå skyer, regn og blæst trak ind over banen, fik trænerteamet Allan Nielsen og Michael Schjønberg endelig vækket Herfølge-mandskabet med et par velvalgte udskiftninger. Først reducerede Poul Hübertz på straffespark, og da en anden indskiftet spiller - Christian Nielsen - i sidste minut scorede til 3-2, blev der pludselig så underligt stille på tribunerne. Mere blev det imidlertid ikke til. Frem holdt skansen i slutminutterne og reducerer med sejren afstanden op til Herfølge til bare tre point inden de sidste fire runder i Superligaen. På torsdag tager Frem imod Viborg, mens Herfølge får besøg af guld-kandidaterne fra Esbjerg i en kamp, der nok er blevet en del vigtigere, end træner Schjønberg havde forestillet sig ved sin ankomst til klubben for bare to uger siden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
To radikale ministre går på orlov fra Folketinget
-
Er det en joke?
-
Professor: Det ligner forberedelse til dommedag
-
Ekspert: »Noget af det værste, man kan gøre for sin hjerne, er at tage den samme vej hver dag«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Essay
En hel generation blev frarøvet sine ritualer og endte med at føle sig hjemme i det fremmede. Ny film er det ultimative udtryk for deres mentale tilstand
Hun har fem altaner, men kan ikke bruge nogen af dem på grund af varmen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Serie
Reportage
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























