Selvfølgelig glæder de sig til topnavnet Prince i Skanderborg.
Den 55-årige spirrevip fra Minneapolis er jo en af rockhistoriens helt store skikkelser.
Som Bruce Springsteen plejer han at være mand for at levere varen uden smålig skelen til klokken og almindelige dødeliges præstationsniveau.
Med et enormt hitkatalog og status som en af rockens helt store performere og vildeste guitarister er der kun grund til at skrue forventningerne i vejret.
Men den tid, hvor en visit af Prince udløste hysteriske tilstande, er for længst forbi. Det er utvivlsomt en veltrimmet cirkushest, der kommer til byen, men ikke desto mindre en cirkushest.
Det er længe siden, Prince satte en dagsorden. Mange af rockmusikkens store navne har brugt en lang karriere på at omformulere deres tidligste udladninger.
Gigantisk talent
Men få har haft så gigantisk et talent som Prince. Og få har spildt så meget krudt på sine egne fikse ideer.
Når Prince i dag er en beundret performer og derudover en temmelig irrelevant kunstner, er skylden hans egen.
LÆS GUIDE
Guide: Find stjerner og danske hitmagere på SmukfestGeniets skyggeside er det grænseløse ego. Uden modspil har Prince været megaloman konge i sin egen verden og tilladt den at lukke sig nok så nydeligt om sig selv.
Jackson mod Prince
I 1980’erne var verden vidne til en rivalisering af næsten samme klassiske kaliber som Beatles mod Stones. Michael Jackson mod Prince.
Popstjernen Michael Jackson mod den frække og funky Prince. Perfektionisten mod avantgardisten. To enestående begavelser med fælles akilleshæl i omvendt rækkefølge.
Så længe Michael Jackson arbejdede sammen med produceren Quincy Jones, skabte han mesterværker. Senere på egen hånd glimtede geniet kun sporadisk.
Prince derimod skabte først mesterværker, men greb aldrig ud efter den producer, der kunne have holdt ham på sporet, da først han sad fast i rillen og var faret vild i egotrippet, mens distraherende svinkeærinder begyndte at skygge for inspiration og overblik.
Prince blev ved med at producere rastløst, men holdt op med at lave en musik, der gjorde en forskel for dagsordenen.
I stedet for at være et praktiserende musikalsk geni, blev han ham, der lavede sange med storskrydende titler som ’(There’ll Never B) Another Me’.
Rockmusikkens Howard Hughes, dørklokkestemmer for Jehovas Vidner og såmænd også kåret til verdens mest sexede vegetar.
1980’ernes storhedstid
Men der var engang. O la la, hvor der var engang! Da Prince Rogers Nelson dukkede op på scenen sidst i 1970’erne, havde man hverken hørt eller set noget lignende.
Så glitrende et ægteskab mellem funk og rock – med et frækt lille understel, strid tøjsmag og en møgbeskidt mund. Hans sange var så uterlige, at det konservative Amerika fik føl på tværs på stribe.
Takket være Prince begyndte mærkaterne, der advarede forældre mod plader med frækt indhold, snart at dukke op på omslagene. Det var nærmest, som om Jimi Hendrix og Liberace havde fået et meget uægte barn med et meget ægte talent.
Det store lilla brag
Prince debuterede som 20-årig, og allerede året efter hittede han i 1979 med ’I Wanna Be Your Lover’.
Prince i 1980’erne er, både hvad angår kvalitet og kvantitet, et af de helt store kapitler i rockhistorien. Hvert år kom en lp med en dynge af hit.
Efter ’Dirty Mind’, ’Controversy’ og ’1999’ kom det store brag i 1984 med ’Purple Rain’, det forrygende soundtrack til Princes debutfilm. ’Purple Rain’, ’When Doves Cry’ og ’Let’s Go Crazy’ blev øjeblikkelige klassikere.
Albummet hittede og solgte mere end 13 millioner eksemplarer i USA alene. Filmen hittede og vandt en Oscar.
Men med en bismag. Filmkunsten blev en ulykkelig kærlighed grænsende til det katastrofale for den lille selviscenesætter med de opsvulmede lilla smagsløg.
I 1986 kridtede ’Parade’ banen op for alvor. ’Parade’ var soundtracket til filmen ’Under The Cherry Moon’. Filmen blev et stort flop, men musikken blev et massivt hit, ikke mindst takket være ’Kiss’.
Slagsmål med pladeselskabet
Efter et større skænderi med sit pladeselskab indvilgede Prince i at trimme et planlagt triple-album til et dobbelt-album. ’Sign O’ Times’ fra 1987 står som Princes hovedværk, men var også et skrifttegn på væggen.
Fra nu af brugte Prince mange kræfter på at slås med sit pladeselskab. Snart skulle han med en knivspids primadonnanykker kalde sig selv for ’slave’ på grund af en pladekontrakt.
Han kaldte sig The Artist Formerly Known As Prince og brugte et tvekønnet symbol som navn. Han tilbagekaldte sit såkaldte ’The Black Album’ fordi han ved nærmere eftertanke mente, han havde lavet et ondt album.
Prince eksperimenterede med utallige nye distributionsmetoder, men bortset fra ’Diamonds and Pearls’ fra 1991 var det eneste, der for alvor blev adspredt, fornemmelsen af musikalsk sans og samling.
Ingen grænser
Siden lavede Prince mange gode numre, men kun få gode plader.
’The Hits/The B-Sides’ var i 1993 en forbløffende dokumentaton af Princes produktion og talent, men ’Sign O’ The Times’ var sidste gang, Prince lod sig begrænse.
LÆS OGSÅ Skanderborg er klar med rekordstort musikbudget
Fra nu af var der ingen grænser for den rastløst produktive musiker. Intet loft og intet bundniveau. Da han stod på toppen, begik Prince den klassiske brøler at tro på myten om sig selv. Det kostede ham hans geni.
Men hvor misforståelsen kostede Michael Jackson livet, kan Prince spille lystigt videre.
fortsæt med at læse
