Lyt til artiklen
Det er cirka lige så let at puste nyt liv i ’Hvem er bange for Virginia Woolf?’, som det er at puste nyt liv i et dysfunktionelt ægteskab. På den måde er det, som det skal være. Det er en særlig form for metatragedie, der gennemsyrer Edward Albees stykke fra 1962 – dømt til tekstnær gentagelse i al evighed. Stakkels mennesker.
Og vi bliver ved med at kigge på det. Man kunne godt se manuskriptet efter i sømmene. Hvor gør det egentlig ondt i dag? Iscenesættelser lider under at være for lange, og man ville ønske, at der kunne komme en tredje part ind og pifte det hele lidt op, luge lidt ud i fortællingens gentagelsestvang. Stykket er jo også et meget godt eksempel på, at det ikke altid kan betale sig at blive i besværet og i tosomheden.
