Når Nikolaj Cederhom endnu ikke har fået sig meldt ud af folkekirken, skyldes det først og fremmest, at han ikke kan finde sin dåbsattest. Den har han brug for, når medlemskabet skal annulleres. Og det skal det. Men inden da er Nikolaj Cederholm klar til at servere sit eget opgør med verdens tre store religioner – kristendommen, islam og jødedommen.
Indtil 3. marts kan man opleve ham i teaterforedraget ’Åh Gud’ – som han selv har skrevet og instruerer – på Betty Nansen Teatrets Edison-scene på Frederiksberg. Og typisk for den 44-årige skuespiller, instruktør og dramatiker går han ikke stille med dørene: »Religionernes budskaber stemmer ikke med virkeligheden. De giver ikke reelle svar på verdens store spørgsmål og problemer. De store trosretninger bygger på oldgamle skrifter og er dermed med til at begrænse menneskers udsyn. Og så er religion i dens mange former skyld i mange lidelser og gør livet på Jorden til et helvede for anderledes tænkende og troende. Jeg kan reelt ikke se, hvad vi kan bruge religionerne til«, fastslår Nikolaj Cederholm. Uden at blinke.






























