Hej Wladimir Herman, kender du Jerry Seinfeld? »Nej, vent, stop. Må jeg starte med at stille dig et spørgsmål?«. Shoot. »Hvad?«. Ja, vær så god. »Du repræsenterer Politiken, ikke?«. Jo … selv om der er et par stykker, jeg helst ikke vil ses sammen med. »Men hvem er så Djævlen?«. Altså … hvordan? »Hvor er Djævlen i det selskab?«. Det ved jeg sgu ikke … det må vi finde ud af. Men kender du Jerry Seinfeld? »Nej«. Nå, men han er verdens sjoveste jøde. Er jeres stykke noget med neurotiske newyorkere med excentriske naboer? »Altså, jeg har hørt om ham Jerry. Men jeg kender ham ikke personligt«. Øv – så det bliver altså ikke sjovt? »Nejnejnej – jo, altså, det bliver sjovt – det er et historisk panorama over jiddisch teaters historie«. Prøv at sige noget sjovt. »Det er jo sjovt, at man rent faktisk har spillet ’Hamlet’ på jiddisch, men jeg kan ikke lige sige en sjov replik. Men der er noget meget sjovt anekdotisk materiale og citater fra nogle sjove forfattere«. Der står i materialet, at der kommer »humørfyldte smagsprøver« på et eller andet. Er I alle sammen helt vildt gamle? »Nogle er ældre – nogle er yngre. Det er ikke mig, der har skrevet det, men jeg synes da ikke, det lyder dårligt?«. Næ. Det lyder bare som aftenoversigten på TV 2 Charlie. Men der er altså også unge med? »Det er blandet – nok ligesom redaktionen på Politiken«. Nej, der er alle gamle i sindet. Jeg kan godt se, at det lyder sindsoprivende morsomt – og der er oven i købet mere, kan jeg forstå? »Ja, bagefter er der klezmermusik!«. Klezmermusik? Altså det der fra Tiger-butikkerne? »Hvad for noget?«. Ja, det der jødiske musik, der først blev superpopulært, da man kunne købe det for en 10’er i en discountskrammelbutik? »Det kender jeg ikke, men tak for tippet. Det vil jeg gå ned og købe«. Er det for nemt at stille dig et spørgsmål om nærighed nu? »Ja, det er det. Vi snakker jo om en aften, der koster 200 kroner, og det er da en udlægning for nogle«. Sådan kan man også se på det.