Davz, Szhirley, det var szørme szpændende, du ville sznakke med mig. Szhirley ... »Er alt det, du sidder og siger, med z?«. Ja. Hvorfor skal dit navn absolut lige være med z? Det er jo ikke engang særlig almindeligt, hvis man da ikke lige er fra England eller USA eller New Zealand eller ... » Shirley var altså lige almindeligt nok til mig. Så er der Shirley Bassey, Shirley MacLaine, og folk begynder også at kalde deres børn Shirley. Så den går ikke. Derfor satte jeg lige z’et ind. Det er også sådan lidt Zorroagtigt. Jeg har altid godt kunnet lide Zorro. Eller jeg må så være en Zorra. Men altså Szhirley med z! Så ved folk, det er mig. Sådan«. Det kan jo også godt virke lidt søvnigt? »Nååe, du mener lizom zådan et zovedyr: zzz? Nej, det er det ikke, det er, fordi det passer til mig. Jeg er mere Szhirley end Shirley«. Men Szzzzhirley, du må lige forklare, hvad der er sket med dig på det sidste. En aften gik du i seng som en rimelig selvstændig, cool kvinde, der havde gang i nogle spændende ting, og så vågnede du næste morgen og styrtede ind på morgen-tv på Hovedbanegården for at fortælle hele Danmark, hvad du har i din taske, hvorfor? »Du tænker på det med modeugen? Jamen, det er ligesom jer mænd, når I har jeres rimelig seje survivalkit, når I skal på overlevelsestur i skoven. Så har I en kniv, en dåseåbner, forbindinger. Når vi piger skal til modeugen, så har vi også vores overlevelsesudstyr med: en neglefil, en flaskevand, nogle vådservietter«. Nu var det ikke, fordi du skulle fortælle mig det samme banale sludder, som du gjorde i morgen-tv. Jeg mener: Kan du ikke se det?Du står op om morgenen, og det første, du gør, er at fortælle hele Danmarks befolkning, hvad du går rundt med i din taske. Altså, er der ingen hemmeligheder tilbage? Hvad med at holde lidt igen i stedet for at udlevere hvad som helst om dig selv – til hvem som helst? »Der var da ingen hemmeligheder i det. Hvis jeg ville fortælle hemmeligheder, var det en helt anden taske, jeg skulle have fat i. Men dén tager jeg ikke med på tv«. Det er ellers lidt af en speciel fornemmelse at tale med en kvinde, som man ved, man godt må kalde møgluder. »Hey, hvis det kommer af kærlighed, må man godt. Og det gjorde det jo, dengang Jesper (Jokeren, red.) skrev den sang. Bortset fra lige dét ord, så er det jo en meget smuk kærlighedssang. Han havde elsket mig, og nu var han så blevet ulykkelig og fik det ud på den måde. Der var mange, der sagde til mig dengang: Hvad fanden bilder han sig ind? Jeg slår tænderne ind på ham. Men jeg synes da, han havde al mulig ret til at skrive det«. Nu er det ikke lige min stil at råbe møgluder. Men jeg vil godt kalde dig møg et eller andet, når du er med i en musical, der prøver at bilde folk – og især helt unge mennesker – ind, at det bedste musik fra 1980’erne er det der dødssyge overproducerede kystbanerock, der ikke rykkede en meter og bare var så ... »Nej, hvor lyder du gammel, nu. Hvor gammel er du?«. Jeg er i hvert fald gammel nok til at vide, at det ikke var Rocazino eller Ray Dee Ohh, der lavede musik, der var det mindste interessant dengang. Det var Before, Alive With Worms, No Knox, Sort Sol, ADS, Scatterbrain, Kliche ... »Så er det jo bare, fordi du selv var sådan en sortklædt indadvendt sur én, der stod og rockede for dig selv. Du var sådan en af de skrigende halse – Ha! Så er du Søren Fauli! Så er du jo Djarnis. Må jeg kalde dig Djarnisdrengen?«. Schhh.Det, jeg siger, er, at jeg i hvert fald er gammel nok til at vide, at det der åndsforladte discorock med alt det ’Dig og mig’ og ’Lad lyset brænde’ overhovedet ikke rykkede ved noget. Men det er lykkedes at bilde unge mennesker i dag ind, at det var det bedste musik i 80’erne, fordi de, der hørte den slags gymnasierock til deres gymnasiefester dengang, nu sidder og bestemmer på radio- og tv-stationerne. Men det bliver det jo ikke bedre af. »Nej, hvor lyder du sur nu. Nu lyder du simpelthen så sur, at det begynder at lugte. Jeg kan lugte din sure, gamle pels gennem telefonen nu. Det er musik, der siger mange unge en hel masse i dag, og det kan du nok ikke forstå, fordi du sidder dernede i din egen sure verden«. Og så var er der det med Gammel Kongevej ... »Gammel Kongevej? Det er ikke mig, der har lavet den sang. Jeg har lavet den om Vesterbrogade ... Vesterbrogade. Det er mig«. Det er da dig, der har lavet den sang om Gammel Kongevej. »Ha! Der nåede du lige at blive i tvivl, hva’? Og tænke: Er det rigtigt, hvad hun siger? Kan jeg ikke stole på mine ti minutters research på nettet? Du tvivlede lige nogle sekunder, det gjorde du!«. Ja, ja. Men dengang på Gammel Kongevej. Hvorfor gav du ham ikke bare dit nummer? »Fordi jeg synes, at hvis en mand er interesseret, så kan han da lige gøre sig den anstrengelse at slå nummeret op selv. Hvis han ikke orker det, så er han da slet ikke til noget. Hallooo, det er 2009, han kan da lige gå på nettet og slå nummeret op«. Var det ikke mere, fordi du skulle lave det fantastiske rim: »Jeg gav dig mit fulde navn/ Jeg er den eneste, der hedder det i hele København«. For i betragtning af at dit fulde navn er Szhirley Nova Beanca Rasmussen, er det noget nemmere at skrive et telefonnummer ned? Men så ville den sang jo ikke være blevet til noget. »Jamen, det var ikke, fordi det skulle være nemt. Men hvis en mand vil noget med en kvinde, kan han godt lige gøre et stykke arbejde for det. Det, synes jeg, er ret 2009. Nej, hvor du sidder og steger nu. Du lyder, som om du har det rigtig ubehageligt varmt nede i helvedes forgård«. Nu er der vist ikke mere tilbage end at sige hej og knuzzzz. »Det er ikke med z. Det er bare Szhirley, der er med z. Alt det andet med s er med s. Sød tøs. Knus«.