Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Festoriginal. Der er godt med strøm i Jytte Abildstrøms navn og lige så meget power i hendes signalrøde hår. Foto: Jan Grarup
Foto: Jan Grarup

Festoriginal. Der er godt med strøm i Jytte Abildstrøms navn og lige så meget power i hendes signalrøde hår. Foto: Jan Grarup

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Og så gav Jytte et stykke på sav

Søndag fik teatrets turbotante Reumerts Hæderspris som tak for de skøre afveje.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jeg er jo bare lille Jytte«.

Sjældent har et par takkeord fra en »rørt og rystet« prismodtager udløst så stort et grin fra salen.

For er der noget, Jytte Abildstrøm, der søndag aften blev fejret med Reumerts Hæderspris, ikke just er, så er det nogen Lille Jytte.

Tværtom fik hun prisen for at være »en urkraft, et naturfænomen, en ganske særlig skikkelse i dansk kulturliv«.

Klunserdronningen af Riddersalen Der skal, sandt nok, et særlig frodigt talent til for at håndtere hatte så store som møllehjul, få trædukker til at tale, komik til at sprudle og i det hel taget få skabt en gøglende, terrængående teaterbiks på tværs af, hvad teaterbranchen så i øvrigt måtte have gang i. Kendt er Abildstrøm i de brede kredse som ’Flyvende farmor’ fra filmen af samme navn eller som den lårkorte kultmutter Norma fra DR’s ’Sonja fra Saxogade’.

SE ALLE

Men hun har først og fremmest markeret sig som klunserdronningen af Riddersalen m.m., der gennem, hvad der kan synes flere menneskealdre, har sat kulør på dansk teater.

Det gælder ikke mindst hendes børneteater, hvor hun vandt banebrydende nyt terræn ved at give dukketeatret en renæssance, og som hun siden 1964 har bragt ud til hver en afkrog af landet – intet bibliotek har kunnet vide sig sikkert.

Men der har bestemt også været noget for de lidt mere granvoksne på den lille frederiksbergscene Riddersalen, som er et de mest særprægede, sammenklunsede teaterinterieurer, man kan forvilde sig ind i, præget gennem årene af så aparte gemytter som Daimi Gentle, Elsa Gress, Jytte Hauch-Fausbøll, Jean Voigt og Dan Voigt Lønholdt.

Power i håret
Gennem hele 40 år har Abildstrøm været leder af stedet.

Ikke fordi hun hermed ville slå enhver rekord for, hvor længe en chef kan blive siddende, men fordi der her har udviklet sig en kollektiv Riddersalskultur (med også kollektiv løn), der uanset tidsånden sværger til poesi og galskab, fantasi og humor – samt et teater der i sin daglige drift satser på solenergi og muldlokummer.

LÆS ARTIKEL

Det har udmøntet sig i en frodig række af forestillinger årene igennem, og selv om der de senere år er gået for meget genbrug og ’muldlokum’ i iderigdommen, har stedet formået at bevare sin integritet som fabulerende teaterlomme.

Typisk for Riddersalsmentaliteten kunne de i sin tid falbyde bolsjer til nedsat pris, hvis man samtidig accepterede at få et foto af Fruen med i købet – ellers var det fuld pris.

Abildstrøm er ikke for folk med svage nerver eller tænder.

Humor er under alle omstændigheder et must. Ikke for ingenting er der godt med strøm i hendes navn og lige så meget power i hendes signalrøde hår.

Komik i fruestørrelse
76 er ingen alder for en kvinde af den kaliber.

Man skal bare sørge for at starte dagen med at hænge med hovedet nedad på sin trapez og så i øvrigt have orden i de kunstneriske, økologiske og åndelige regnskaber. Konen startede faktisk med at uddanne sig til bogholder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men derfra måtte turen gå lige lukt til revyscenen, og siden har crazykomikken altid været hendes gebet.

Det var glade dage, dengang hun i ’Kameldamen’ kunne vippe med øjenbrynene, så Jesper Klein og publikum dånede i det for længst hedengangne Bristol Teatret på Strøget.

Som sværmerisk gakket konge slog hun også et gevaldigt slag for galskaben i teatret i ’Svend, Knud og Valdemar’, som markerede hendes indtog på Riddersalen i 1970.

Her i denne sæson var der så repremiere på hendes sidste store bedrift som turbotante i ’Skærmydsler’, der i 2003 var hendes 50-års jubilæumsforestilling som skuespiller.

Det gik ikke kedeligt for sig. Som der stod i anmeldelsen her i avisen:

»Jytte Abildstrøm fører sig frem som en anden stumfilmsdiva med melodramatiske øjenbryn, mens hun klamrer sig til sine spjættende knæ. Der sidder hun med et flækket fnis og himmelvendte øjne, mens en mand roder under skørterne, i gang med den store undervognsbehandling. Ja, altså på hendes stol. Det er så frækt, som kun en Abildstrøm kan slippe af sted med det. Komik i fruestørrelse«.

Mange skæve skud i bøssen

Ved årets start markerede Abildstrøm så Riddersalens 40-års jubilæum ved selv at træde tilbage som leder til fordel for skuespilleren Signe Birkbøll – som i øvrigt ikke er nogen årsunge, 32 års træning på teatret skal der til for at være rustet til at efterfølge fruen.

Hun vil fortsat være tilknyttet Riddersalen, også som skuespiller, for hun er, som hun sagde det i søndagens takketale, bestemt lige så scenelysten som førhen:

»Det bliver nok mig selv, der skal kaste mig ned i trækisten, jeg er så balstyrig«.

»Så hvis I har brug for nogle af de livsholdninger, jeg går og tumler med, så ...«.

Et stykke på sav
Om vi har!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er der noget, dansk teater har brug for, så er det folk med så mange skæve skud i bøssen, ægte festoriginaler med mod til at starte ud på deres egen bane.

Sigende nok takkede Abildstrøm for Reumerthæderen ved at spille et stykke på sav – som akkompagnement til Lulu Ziegler på båndoptager, der sang: »Tak for lysets gaver«.

Det var lige til at grine og græde over. Og det var det fine ved det. Tak for Jyttes gaver!

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden