Den svenske filmstjerne Stellan Skarsgård har danset med Meryl Streep i ABBA-filmen 'Mamma Mia' og spændt ben for Tom Hanks i Dan Brown-filmatiseringen 'Engle og dæmoner' og har haft andre store roller i værker som 'Good Will Hunting', 'King Arthur' og 'Pirates of the Caribbean'. Så det er med god grund, at han er blevet kaldt en af Sveriges bedste eksportvarer. I dag runder han de 60 år og har stadig fuld fart på karrieren, der er karakteristisk ved hans underspillende stil, som er en succes i både Skandinavien og Hollywood. På hjemmefronten går det også strygende. I 2009 blev han far for syvende gang - med sin kone nummer to, Megan Everett, der er på alder med hans ældste søn. 'Jeg kommer fra skuespillerland' Stellan Skarsgård definerer ikke sig selv som en 'international' skuespiller. »Jeg er skuespiller, og jeg kommer fra skuespillerland - et meget smukt land!, har han udtalt og betoner sin svenske såvel som sin skandinaviske baggrund«. Ikke bare i Sverige, men også Danmark og Norge er han efterspurgt.
LÆS OGSÅ Stjerneparade er med i ny von Trier-film
Således har Skarsgård medvirket i flere af Lars von Triers film, 'Dancer in the Dark', 'Dogville', 'Riget II' og frem for alt som Jan i 'Breaking the Waves' i 1996. Og sidste år fik han publikum til at hulke af grin som eks-gangsteren Ulrik, der efter 12 år i spjældet skal prøve at skabe sig en tilværelse, i den kulsorte norske komedie 'En ganske rar mand'.
Spiller teater i Sverige
Med danske Kim Fupz Aakeson som manuskriptforfatter var det et vaskeægte skandinavisk projekt.
Stellan Skarsgård arbejdede på den svenske nationalscene Dramaten i Stockholm 1972-88. Sit gennembrud på film fik han i 1982 med hovedrollen i Hans Alfredssons "Den enfoldige morder", som indbragte Skarsgård en sølvbjørn ved Berlinalen.
Skarsgård vender gerne tilbage til de skrå brædder, hvor han eksempelvis spiller sammen med sin egen søn, Gustaf, i 'Hamlet' på Dramaten.




























