En vinterdag skovler Casper sne uden for sit hus i Værløse. Han og kæresten, Iben Hjejle, er flyttet herud, fordi en depression har gjort det uudholdeligt for ham at bo i København.
Nu er de så ved at gå fra hinanden. Som han står og skovler, ser han sine to børn titte ud på ham gennem ruden. Deres øjne er røde, forgrædte. Det er iskoldt, og Caspers egne tårer fryser til perler i øjenkrogen. LÆS OGSÅCasper og Frank gør sladderpressen arbejdsløs
Så kommer postbuddet med et brev fra hans forældre. Der står, at de er skuffede over ham, som søn og menneske, fordi han har glemt at spørge til faderens syge øre.
Dobbelthed som komisk drivkraft
Casper Christensen gengiver et absolut lavpunkt i tilværelsen fra scenen på Bremen, da hans og Frank Hvams nye stand-up-show, 'Casper & Frank- Nu som mennesker', har premiere torsdag aften.
Om anekdoten er sand, kan publikum så fundere over, men hvis de et øjeblik overvejer, om det passer, har Casper Christensen nået sit mål. At bruge dobbeltbundetheden i at være en på en gang privat og offentlig person som komisk drivkraft.
Den drivkraft, som han sammen med sin bedste kreative legekammerat, Frank Hvam, har gjort til varemærke igennem 60 tv-episoder og en spillefilm om 'Klovn'universet. Absurde overdrivelser og en grænseoverskridende lethed
I det nye show foretager den 43-årige komiker et hovedspring direkte ned i det vandhul af mentale billeder og fordomme om mennesket og berømtheden Casper Christensen, som sladderpressen jævnlig fylder op, og som offentligheden slubrer af.
Casper snakker om skilsmisse. Casper snakker om midtvejskrise. Casper snakker om at have skiftet den jævnaldrende kæreste ud med en yngre model. Som endda er datter af hans gode ven Jarl Friis-Mikkelsen.
Alt sammen leveret med absurde overdrivelser og en grænseoverskridende lethed og ironi, der gør, at publikum griner i de dueblå plyssæder. Også Jarl Friis-Mikkelsen og datteren Isabel sidder i salen, femte række midtfor.
90 procents ærlighed
Casper Christensen anslår, at 90 procent af showet bygger på egne oplevelser og følelser.
Fra scenen fortæller Casper de 600 gæster i salen, at han har fået en ny kæreste. At hun er 18 år yngre end ham. At dét med kvinder er lidt ligesom med mælken i supermarkedet. Der går man da også efter den friskeste, bagest i kølemontren- den smager bedst og er ikke sur og klumpet om morgenen. Han fortæller også, at han er lykkelig, og publikum hujer. Fyldt med intime detaljer
Casper Christensen har ikke betænkt sig, inden han smurte på med de intime detaljer. Da han og Frank Hvam, efter at have færdiggjort arbejdet med 'Klovn'-filmen, aftalte, at de ville lave et stand-up-show, der beskriver, hvem de er som mennesker, var dén beslutning taget. LÆS OGSÅCasper Christensen: Der kommer en 'Klovn' mere
»Så må man også betale den pris, at man fortæller, hvordan det hænger sammen. Det er selvfølgelig uheldigt, at jeg er blevet skilt, siden vi aftalte det. Og jeg har fået en ny kæreste. Det lå ikke i kortene. Men jeg må forholde mig til det liv, der er. Og det virker jo selvudleverende. Men det er selvfølgelig også en fordel at have noget at fortælle folk«, siger Casper Christensen et par dage inden premieren.
Vi sidder i skuespillergarderoben bag scenen på Bremen. Han associerer hurtigt, Casper Christensen, og ordene har svært ved at følge med, når tungen skal transportere tankerækkerne ud over læberne.
Stavelser bliver slugt, 'kærlighedshistorie' bliver til 'kærligheds'storie', og 'puslespil' bliver til 'pus'spil'. Hver anden pointe afrundes med et ikk', og stemmebåndene er hårdt spændte, når han udtaler ordene på fræsende københavnsk.
I showet fortæller Casper en joke, hvor han er på restaurant med sin nye kæreste, Isabel Friis-Mikkelsen. Casper bestiller hummer. Tjeneren henter et levende eksemplar ind til bordet, inden den skal i gryden, for at høre, om Casper er tilfreds med størrelsen. Det er han. Så bliver Isabel nervøs for, om proceduren gentager sig med hendes hovedret. For hun har bestilt kanin.
Blottertendenser
Casper Christensen insisterer på, at beslutningen om at iscenesætte sig selv som en 43-årig, der er kæreste med et naivt barn, ikke er taget for at lukke munden på de folk, der i forvejen forarges over hans livsvalg.
»Min holdning er, at folk skal blande sig uden om mit liv, det er ikke så mystisk, som det ser ud. Jeg har jo altid fortalt, hvordan det er, og det gør jeg også nu«, siger han.
De biografiske elementer er med i showet for at få det til at virke. For at komikken griber publikum. LÆS OGSÅCasper C. på scenen: »Jeg knepper Jarlens datter«
»Det er ægte. Det er sandt. Der er nerve i det, og et overraskelseselement i, at man er så åben. Det trigger mig. Det er sjovt, når der er noget grænseoverskridende i det. Og det er dér, jeg er bedst. Det er jo en form for blottertendens. At man åbner op, ser folks reaktion og lukker igen«.
Casper Christensen åbner en imaginær frakke og lukker den igen.
»Det er den niche af comedy'en, jeg føler mig allerbedst tilpas i«. Bare en dårlig dag- og en til
Tilpas har Casper Christensen dog ikke altid følt sig. I sidste sæson af 'Klovn' er han deprimeret. Skægget er langt, og han vil helst bare blive i sengen hele dagen. Livslysten er forsvundet.
Optagelserne lå i efteråret 2008, og også dengang stammede inspirationen fra Casper Christensens eget liv. Han nærmede sig de 40 år. Men angsten for at ældes var sådan set ikke det værste. Det sværeste for manden, der havde ernæret sig som komiker og skærmtrold, siden han var 18, var at få øje på nye udfordringer. Samtidig havde han svært ved at erkende situationens alvor. LÆS OGSÅNøgne Casper og Frank laver sårbart show
»Du har jo bare en dårlig dag. Det er bare lort. Der er ikke noget at glæde sig til. Hvad fanden skal det føre til? Nu har jeg kæmpet med komik i mange år. Men det bliver jo ikke bedre, jeg bliver jo ikke bedre, end jeg har været. Og hvad skal jeg så lave næste gang? 'Klovn' bliver en kæmpe succes. Skal jeg så lave en ny tv-serie? Jeg har jo lavet tre tv-serier i træk, der alle er blevet succeser. Hvad fanden skal jeg så? Det er fucking ligegyldigt. Skal jeg optræde? Jeg har været den største komiker på et tidspunkt. Hvad er målet nu?«.
»Det var den følelse, der var. Og så bare sådan generel utilfredshed med, at det er lortevejr, og København er kraftedeme også så røvsyg«, fortæller Casper Christensen, første gang vi mødes; i hans højloftede kontor i produktionsselskabet Douglas Entertainment, der har lokaler i den dyre ende af Strøget.
Casper Christensen startede enmandsfirmaet, da han var på vej ud af krisen. Nu er der 40 ansatte.
Følelsen af tomhed kan han stadigvæk få. Men dengang havde han den hver dag, i et års tid. Han indså først, at han havde en depression, da Iben Hjejle, Frank Hvam og hans forældre alle havde påpeget, at han havde et problem. Konsekvensen blev, at han og Iben Hjejle flyttede i hus i Værløse. Casper Christensen ville bare gemme sig.
Kvælende at være kendt
»Det er, ligesom hvis du har grædt. Så vil du heller ikke have, at folk kigger. I min situation betød det, at jeg ikke kunne gå på gaden, for folk kigger hele tiden. Og bliver man først bevidst om det, så bliver det kvælende at være kendt. Så er det alle steder. Når du køber ind, når du får en øl på en bar eller skal hente børnene i skolen. Det bliver klaustrofobisk. Så vil man gerne trække sig tilbage og lave noget andet. Og det gjorde jeg faktisk. Jeg sagde alt op«, siger Casper Christensen.
Han forlod en forgyldt kontrakt hos TV 2 som studievært for programmet 'Deal No Deal', hvor deltagerne kunne vinde en kuffert fuld af penge. Han var endt med at gå på arbejde af de forkerte årsager.
»I den her branche bliver man meget nemt scoret af nye job. Kunne du ikke tænke dig at komme over til os? Du kommer til at tjene så og så meget. Eller du bliver så og så kendt. Du får så og så meget air time. Du får en ny bil eller noget juice, eller hvad fanden de nu lokker med«.
Glemte kærligheden til comedy
Casper Christensen glemte at lade sig motivere af kærligheden til håndværket, til comedy. Han glemte indholdet.
»Når man kan det, jeg kan, behøver man ikke at spilde sin tid med at lave ting, som falder én for nemt. Man skal udfordre sig selv. Har jeg lavet noget, hvor jeg ikke selv har satset eller er blevet klogere, har jeg spildt mig selv. Det fortryder jeg«.
Ideen om, at man ikke skal slappe for meget af, blev Casper Christensen introduceret til allerede under den trygge opvækst som enebarn i Birkerød. Fritiden bød på masser af kreativ udfoldelse. Det meste af hans omgang med jævnaldrende gik gennem projekter. Én kammerat lavede han tegneserie med, én spillede han musik med. Begge Casper Christensens forældre er pædagoger, og de opdragede ham til at have en meget høj arbejdsmoral. LÆS OGSÅAnmelderne skamroser Klovn
»Jeg kan huske, at min far nogle gange gerne ville sove til middag, men min mor syntes ikke, det var verdens bedste ide. Jeg var 35, før jeg selv tog en lur. Det var mit eneste ungdomsoprør, at jeg tillod mig at lægge mig en halv time i en alder af 35. Der er et eller andet galt der«, siger Casper Christensen, der ikke desto mindre er meget taknemmelig for, at hans forældre ansporede ham til at knokle. Men skal man ikke have lov at slappe lidt af indimellem?
»Det er ramt lige på kornet. Det skal man ikke«, siger Casper Christensen. Han insisterer:
»Det skal man ikke. Jeg er lykkeligst, når jeg er sammen med mine børn eller på arbejde. Jeg har ikke brug for meget andet. Det er min identitet, langt hen ad vejen«. Karriererådgivning i L.A.
Inden han genvandt virkelysten, skulle Casper Christensen dog lige give sig selv noget tid. Tage alvorligt, at han ikke havde det godt. I Værløses anonymitet gik han og kedede sig; skrev lidt på nogle ideer og sad i sin have i ly bag hækken. Han skrev også dagbogsnotater, der afspejlede hans sindstilstand. Over to år bevæger indholdet sig langsomt fra det dybeste sortsind til spirende håb.
»Det er jo ikke, fordi jeg pludselig en dag mærker solen skinne mig i hovedet, stiller min whiskysjus, rejser mig og går ud i solen. Desværre«, siger han.
Bedringen i Casper Christensens sindstilstand var tæt forbundet med professionelle erkendelser. Han tilbragte tid i Los Angeles sammen med sin agent Erik Algreen. Gennem samtaler med ham fik han hjælp til at træffe lystbetonede karrierevalg og sætte sine egne succeskriterier.
»Før tænkte jeg mere på, hvor meget jeg kunne få for det, så jeg kunne holde fri og lave noget rigtig skægt. Sådan er det ikke nu. Og så skal man ud over folks forventninger. At spekulere i, hvad 'Klovn'-fans vil have, for eksempel. Det prøver jeg at holde fra livet«, siger Casper Christensen.
International anerkendelse
Også ambitionerne er vendt tilbage. Ikke mindst på grund af den stigende anerkendelse i udlandet, som 'Klovn: The Movie' indbragte ham og Frank Hvam.
»Mennesker i USA, mennesker, jeg synes er fede, har set den film. Og siger, den er god«, siger Casper Christensen stolt.
Filmen har i år fået to nordamerikanske priser ved henholdsvis Austin Fantastic Fest og Fantasia International Film Festival i Montreal.
Casper Christensen synes, det kan blive lidt snærende, at man i Danmark altid bedømmer ham i forhold til tidligere præstationer. LÆS OGSÅ'Klovn' vinder prestigefyldt pris i Canada
»Når man som jeg er virkelig interesseret i selve produktet, i comedy, i det værksted, hvor man sidder og bytter rundt på elementerne- som er hele drivkraften for mig, at mikse det lort- så er det rart, at der ikke bliver puttet andre følelser ind i bedømmelsen. Det er bare: Okay, din regneopgave er løst korrekt. Derfor tror jeg, jeg er så fascineret af den ros, man får fra udlandet. Jeg ved ikke, hvad det er, men de synes, at præcis det, vi har gjort, er rigtigt«.
Drømmer om USA
Rosen har næret Casper Christensens drøm om på et tidspunkt at flytte forretningen til Los Angeles. Han har altid været fascineret af USA og håber, at det er dér, karrierens store fremtidige udfordringer ligger. For han vil gerne lære af mestrene.
»Ingen i det her land har lavet så mange afsnit af en tv-serie som Frank og mig. Vi er oppe på 120 afsnit med 'Langt fra Las Vegas' og 'Klovn'. Dér er Los Angeles jo fantastisk. Folk har ideer, viden og nye, interessante måder at angribe det på. Jeg kunne godt tænke mig at komme derover og arbejde. Bo derovre. Det er mit mål, tror jeg. Om fem-seks år, når børnene er flyttet hjemmefra«. Spejlet i de andres øjne
Han ligner Tintin. Med sin blonde bølgetop af en pandelok, de smalle, lyseblå øjne og den runde næse. Godt nok en patineret udgave af Tintin- livet har efterladt nogle mærker i form af et par dybe furer i panden, en tiltagende kløft i hagen og tatoveringer på underarmene af pantere og sømandsankre. Og Casper Christensen er sig alderstegnene meget bevidst.
Når han kigger sig i spejlet, ser han en 43-årig mand. Og når han spejler sig i andres blikke, gør han sig forestillinger om, hvordan mænd på hans alder bør opføre sig.
»Det kan godt være, det bare er inde i mit hoved. Jeg synes bare, jeg kan fornemme det. At folk kigger på én. Altså, det er ikke nødvendigt at bralre ud fra Simons klokken halv seks om morgenen, stangstiv. Hver weekend. Jeg føler, folk kigger og synes, det er forkert«. Nu har du fået en ung kæreste. Onde tunger ville måske skyde dig i skoene, at det alt sammen handler om at føle sig yngre ...
»Jeg synes tværtimod, man føler sig ældre. Man bliver mindet om, hvor gammel man er. Nu skal jeg omgås yngre mennesker på en anden måde. Hendes venner. Man skal i hvert fald ikke gøre det for at føle sig yngre«.
Casper Christensen opfatter imidlertid ikke kun fyrrerne som ren dårlig samvittighed påført af omgivelserne.
»Der er mange positive sider ved at blive ældre. Men de er alle sammen indeni. Noget med erfaring, at kunne gennemskue ting og en ro, der er superfed.
Ville gøre stand-up populært i Danmark
Ro er ellers ikke en ting, der har præget Casper Christensens karriere. Han debuterede som komiker i slutningen af 1980'erne på etablissementet Din's, der lå i Lille Kannikestræde i København. Han havde stiftet bekendtskab med stand-uppen som udvekslingselev i Las Vegas. Nu ville han bevise, at han kunne gøre dillen populær herhjemme. Selv om erfarne komikere holdt på, at revy var bedre og finere.
Siden er han gået fra job til job. Han har lavet børne- og ungdoms-tv. Han har været quizvært ad flere omgange. Han har lavet sort sketch-komik, radio, sitcoms og spillefilm. For nylig var han endda opsat på at blive mediemagnat. Sammen med Dagbladet Information og Fynske Medier overvejede han at give tilbud på 'Radio Møller'- nu Radio24syv- men uenighed fik planen til at kuldsejle.
Rastløs uro
Casper Christensen mener, at hans lystbetonede, nærmest utålmodige tilgang til arbejdslivet har givet hans løbebane så mange sving og afstikkere.
»Hvis en ide ikke kan få lov til at blive foldet ud, så bliver jeg rastløs. Går der for lang tid, så laver jeg det slet ikke. Den rastløshed mærker jeg tit, hvis jeg venter på penge fra Filminstituttet eller på, at tv skal synes om en ide«.
Casper Christensen har også kunnet mærke uroen i sit privatliv. Sideløbende med karrieren er Casper Christensen sprunget fra et længerevarende forhold til det næste.
I 2003 knipsede Se og Hørs paparazzi ham på vej ud af sin medspiller i 'Langt fra Las Vegas' Iben Hjejles hjem. På det tidspunkt var han stadig gift med Anette Toftgaard, som han lærte at kende, da de var værter på 'Husk lige tandbørsten' i 1995. Se og Hør-billederne blev startskuddet til syv års officielt partnerskab med Iben Hjejle, der sluttede i foråret 2011.
»Jeg er meget dedikeret til de kærester, jeg har, men nu har jeg kikset to gange efter syv år. Der sidder åbenbart et eller andet i mig. Jeg er 100 procent på projektet, men hvis det ikke udvikler sig eller går i en ny retning, kommer den der dumme rastløshed ind og overtager«.
Parforhold kræver samme retning
Casper Christensen fortryder dog ikke, at han og Iben Hjejle gik fra hinanden. Det skete efter nøje overvejelser.
»Jeg tror, man kan få alle forhold til at folde sig ud. Men man skal jo have lyst til at folde det ud i samme retning. Hvis den ene gerne vil bo i Los Angeles, og den anden gerne vil flytte i Kartoffelrækkerne og have børn, står vi et sted, hvor den er svær lige at få til at ramme«.
Han mener at kunne genkende fornyelsesproblematikken i alle forhold: LÆS OGSÅKlovn er den mest sete danske film i 10 år
»Folk flytter jo også tit. Eller får et nyt køkken. Eller et barn. Men er man meget uenige om, hvad der skal ske, mister man måske efterhånden det, der skal bringe ens forhold til næste level«.
Iben Hjejle og han var fuldstændig uenige om, hvordan de ønskede, at deres liv skulle se ud om fem år.
»Så kan begge to give sig og blive ulykkelige. Men man kan også prøve noget andet. Det valgte vi. Så kan man kalde det rastløshed, fordi man vil noget andet, og man ikke er en sucker for tryghed. Det har jeg ikke noget problem med, at folk er. Men jeg vil hellere på eventyr. Jeg er jo ikke hobbit«. Mennesker og møgsvin
I starten af showets andet sæt har Casper Christensen og Frank Hvam indlagt en sang. 'Møgsvin' hedder den. Casper synger blandt andet, at han ønsker, at Bubber bliver voldtaget af en flok andengenerationsindvandrere, og at 'Vild med dans'-værten Claus Elming får endetarmskræft. I mandags havde Casper Christensen en Se og Hør-journalist i røret.
»Claus Elming, endetarmskræft. Synes du ikke, det er at gå langt over stregen, Casper«, ville han vide. Casper Christensen forsøgte at forklare, at han godt kan lide Claus Elming, at det slet ikke handler om ham.
Det handler om ting, man normalt ikke siger højt. Indre billeder fabrikeret af lave instinkter. Tanker, som kommer, når man sidder og ser fjernsyn. Når man bliver kendis-led, bare fordi en person er meget eksponeret. En lede, som Casper Christensen har oplevet på sin egen krop.
»Jeg kan love dig for, at den der 'øv, Casper Christensen giver mig røde knopper' er der og har været der i årevis. De fleste mennesker, jeg møder, er søde og rare. Men med alle de nye medier kan man finde ud af, hvad dem, man ikke møder, mener om én. Folk, der hader én. Som skriver: »Jeg har simpelthen aldrig kunnet døje det møgsvin. Fy for satan, han er så klam. Og han har altid været det«. Her er det et problem, at jeg har været så meget på. Det er 25 år, de mennesker har lidt med mig, ikk'«.
»Jeg skal ikke kunne sige, hvordan jeg ville opfatte mig selv, hvis jeg var blevet elektriker, tændte for fjernsynet og så mig. Det er muligt, at jeg ville tænke: Åhr nej for satan, nu er det for meget! Men selvfølgelig er det ikke rart. Det er ikke rart at læse, at nogle hader en, og 'fy for satan, gid han ville dø'«.
Casper Christensen lader talen strømme langsommere, bare et øjeblik:
»Jeg er jo et rigtigt menneske«. FACEBOOK






























