De er der alle sammen. Bamse, Bruno, Signe og Jacob, Rosa fra Rouladegade, Rasmus Bjerg, Sebastian Klein og selveste hr. Skæg, som måske er årets største nye stjerne på børnehimlen.
Alle de mest populære figurer fra DR’s børneunivers - tilsat DR Big Bandet i et vaskeægte cirkustelt propfyldt med glade og veloplagte børn. Og alligevel er det, som om der mangler noget. Det ligner ellers en genistreg at lade de børnekære fjernsynsfavoritter træde ud fra skærmen og frem i virkelighedens 3D, endda sammen, i en forestilling, der burde emme af barnlig magi. Larm og fjolleri Drengen Anton lander pladask midt i cirkusteltet og aner ikke sine levende råd. Men cirkussets artister tror, han er sendt for at hjælpe med at blødgøre cirkusdirektørens onde og uhyggelige fru Mor (Søren Hauch-Fausbøll), som har forbudt larm og fjolleri - og sukker, fordi det netop fremmer larm og fjolleri.






























