Aldrig så snart har den rare Onkel Fortæller sat sig ned på scenekanten for at fortælle om, hvordan Lille Madsens hus blæste væk, før en af de små tilskuere bryder ud i gråd. Det er det, jeg elsker ved børneteater: Publikum forstår, at det er alvor. Ikke bare en uforpligtende leg. Der er fascinationskraft i luften, når fortæller Claus Bue og hans to kolleger, Bo Carlsson og Søren Hauch-Fausbøll bygger en hel lilleputby op med blå, røde og hvide træhuse, komplet med viftende vasketøj på tørresnore og lille bitte vuffelivov. Redet af General Kaput Alleryderst på skrænten står Lille Madsens gule hus, der pludselig bliver grebet af en stormvind og i slowmotion blæst helt op på toppen af Benbrækkerbjerget.
Av for den. Heldigvis møver en general Kaput sig frem på scenekanten og kommer den nødstedte til undsætning ved at fyre en skinke af med en kanon, efterfulgt af andre ting, Lille Madsen umuligt kan undvære såsom et gebis og en prut.
