Sikkerheden for de ansatte på Det Kongelige Teater er så skidt, at både Operaen, Skuespilhuset og Gamle Scene på Kongens Nytorv nu får gule eller røde smileys af Arbejdstilsynet. Det fortæller Kulturen på TV 2 News. Senest har Arbejdstilsynet efter et besøg i Operaen fastslået, at sikkerheden heller ikke i den milliarddyre opera er i orden. Det viser en rapport fra Arbejdstilsynet, som Kulturen på News har fået aktindsigt i. »Arbejde ved/på sceneelevatorerne kan medføre ulykker, med kvæstelser og/eller død til følge«, står der i rapporten, som Kulturen på TV 2 News har fået aktindsigt i.
Risiko for at falde 10 meter
Ifølge tilsynet er der risiko for at falde 10 meter ned, og der er fare for at blive klemt ved sceneelevatorerne. Det er livsfarligt, og derfor har Tilsynet påbudt teatret at eliminere farerne. Arbejdstilsynet besøgte Operaen i september, mindre end tre uger efter den alvorlige ulykke i Skuespilhuset, hvor skuespilleren Søren Sætter Lassen blev skadet af en 500 kilo tung scenevæg.



























