A.P. Møllers nye havnebus til Operaen sejler i rørte vande. I fredags fik Danmarks rigeste mand lov til at betale for, at der bliver sat en ekstra havnebus ind på ruten til det operahus, han har bygget på Dokøen. Men aftalen er truffet af formanden for Hovedstadens Udviklingsråd, HUR, uden om hans eget trafikudvalg. »Det er langt ude, at det ikke har været igennem den almindelige politiske beslutningsgang, og det er meget underligt, at vi ikke er blevet orienteret i HUR's trafikudvalg, hvor vi holdt møde om et permanent stoppested til havnebussen i torsdags. Det er ikke private personer, som skal bestemme, om der skal sættes ekstra busser ind i København, så jeg håber, der er tale om en midlertidig løsning«, siger SF's medlem af trafikudvalget, Lotte Thiim Bertelsen. Det var formanden for HUR, Mads Lebech (K), som gav A.P. Møller lov til at betale for en ekstra havnebus. Den nye teaterbåd sejler foreløbig, indtil teatersæsonen slutter 11. juni. Københavns amtsborgmester og 1. næstformand i HUR, Vibeke Storm Rasmussen (S), er også utilfreds med beslutningen, som rokker ved grundpillerne i velfærdssamfundet. »Det er ganske uhyggeligt, hvis borgerne bliver afhængige af, om private sponsorer har lyst til at lave kollektiv trafik. Desuden er det mærkværdigt, hvis teatre skal betale for den kollektive trafik til sine gæster«, siger Vibeke Storm Rasmussen til Ritzau. Københavns socialdemokratiske amtsborgmester forlanger nu, at Mads Lebech på det næste møde i HUR forklarer, hvorfor A.P. Møller har fået tilladelse til havnebussen, og hvorfor formanden har truffet sin beslutning uden om sit trafikudvalg. På mødet i trafikudvalget i torsdags kom det frem, at A.P. Møller betaler 400.000 kroner af HUR's udgift på en million til etablering af et permanent stoppested til havnebusserne ved Operaen. Ingen fast forbindelse På Københavns Rådhus mener man, at netop vandvejen er vejen frem, hvis man skal til Holmen. Det kom frem efter trepartsmødet i går mellem Det Kongelige Teaters chef Michael Christiansen, overborgmester Ritt Bjerregaard (S) og teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R). På mødet fremlagde overborgmesteren sine ideer for en løsning af transportproblemet, og intet tyder på, at de skulle indeholde en fast forbindelse. »Vi arbejder ikke videre med en fast forbindelse over Københavns Havn, men vil derimod prioritere en forbedring af færgeforbindelser«, fortæller Ritt Bjerregaard. Det er ellers ikke mere end godt et år siden, at et enstemmigt københavnsk bygge- og teknikudvalg vedtog et tunnelprojekt, der skulle strække sig fra Kvæsthusbroen til operahuset på Dokøen. Dette projekt, der skulle stå færdigt i 2009, vil Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam nu have skrinlagt til fordel for flere færgeafgange. »Der skal selvfølgelig være sympati og flertal for forslaget i Borgerrepræsentationen, og det kræver, at vi nu skal have gennemarbejdet et alternativt bud på en løsning«, fortæller overborgmesteren, der håber at kunne fremlægge sine forslag for økonomiudvalget inden sommerferien. Chefen for Det Kongelige Teater, Michael Christiansen, lyttede under mødet med interesse til Ritt Bjerregaards ideer, men ser fortsat en broforbindelse som den optimale løsning på Operaen og Holmens trafikproblemer. Der er ikke aftalt yderligere møder mellem teaterchef Michael Christiansen, Ritt Bjerregaard og Klaus Bondam.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Det er alarmerende, at en partiformand, der vil være statsminister, kan udvise så ringe dømmekraft
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
-
Du ville ikke holde mere end 11 minutter i smatten, Lily Collins
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























