Tabet mærkes langt ud over scenen i modigt drama

Budbringer. Tro ikke, at det bare er den nye nabo, der kommer på besøg, når  en fremmed mand (Jesper Riefensthal)  dukker op i haven.
Budbringer. Tro ikke, at det bare er den nye nabo, der kommer på besøg, når en fremmed mand (Jesper Riefensthal) dukker op i haven.
Lyt til artiklen

Hvor er hun? Pigen med »de blå bolsjeøjne« er ikke til at se. Men hun var der lige før, ik'? En uro breder sig fra første færd. Som moren står og skutter sig i den mørke stue og ikke kan begribe, hvor datteren er blevet af, er der lagt op til en gyser. Som en ildevarslende budbringer træder en fremmed mand pludselig frem fra mørket og fortæller, at hendes lille Sarah nok har gemt sig i et hul - en grav - hun selv har gravet ovre på Gudsageren (kirkegården i Christiansfeld). LÆS OGSÅGynt på sætersvampe er god underholdning for Ibsen-entusiaster Sarah er sandelig ikke som andre børn, men hvem er også den mystiske, høflige mand her, som efterlader en lille bunke jord på gulvet og kalder sig Anders? Den nye læge i byen? Udenfor er der et mærkeligt uvirkeligt lys over haven med gyngestativet i centrum, formet over to store A'er - for Anders? For apostel? Det var her, Sarah sad og så en engel over træet, fortæller moren. I forhold til lyset derude ligger stuen dunkel og øde hen, tømt for møbler (stærkt scenografgreb af Carsten Burke Kristensen). Mørkt og tomt er der i det indre. Det handler om død, men forestillingen skal ikke mindst være en metafysisk gyser.
Godt gådefuldt drama
Det er modigt, og usædvanligt, sådan som Mungo Park Kolding har begivet sig ud på Herrens mark. Hvornår har man overhovedet før set et stykke med missionærer i hovedrollerne? Sarahs forældre er nemlig som medlemmer af Brødremenigheden på vej til at flytte til Tanzania. Men nu var det også instruktøren Lasse Bo Handbergs ide - som ny leder af Mungo Park Kolding - at lave en forestilling om tro og tvivl, med udgangspunkt i Christiansfeld, den lille by syd for Kolding, der oprindelig blev grundlagt som kristen mønsterby af Brødremenigheden. Det har den unge dramatiker Julie Maj Jakobsen fået et godt gådefuldt drama ud af (blot lugter titlen 'Honningkagebyen' lidt forkert ). LÆS OGSÅDen truede mand kastrerer sig selv for åbent tæppe I centrum står moren og hendes indre mørke, fint spillet af Maja Juhlin, men lidt flere nuancer havde gjort underværker. Hun får godt balanceret modspil af Frank Thiel som hendes mand og Jesper Riefensthal som den fremmede. Splittet og skyldbetynget er hun over for det mærkelige barn, som hun har haft svært ved at tage imod som den Guds gave, hun skulle være. Og hvem bærer egentlig skylden for, at det går så galt, som det går?
Kulden overtager gyset
Vi ser aldrig den lille pige, ligesom det heller ikke i dramaets klip mellem før og nu skal stå klart, hvorfor hun egentlig døde. Men vi mærker hendes anderledes blik på verden - med »bolsjeøjne« kan man ikke se ud, men indad. Forestillingen har ikke desto mindre svært ved at indfri sin ambition om at være en »gudsnærværende thriller«. Det lykkes ikke i længden at rumme en anden virkelighedsdimension og en troendes tvivl, så det for alvor kan mærkes. Gyset fortoner sig, og forestillingen lukker sig om sig selv som et mere velkendt psykologisk drama om en kvinde, der mister et barn og i forvejen har mistet orienteringen i livet. LÆS OGSÅLummer Christiania-opera bliver lidt for åndssvag Lasse Bo Handberg har ellers i sin iscenesættelse sørget for lige den ekstra afstand mellem personerne og den pause i replikkerne, som skaber det nødvendige moment af distance. For det her skal ikke bare være en gang stuerealisme. Den konsekvent neddæmpede tone gør indtryk. Ekstra stærkt virker det da, når moren midt i det hele stiller sig op og synger en begravelsessalme. Helt alene i mørket. Da forplanter kulden, tabet og ensomheden sig langt ud over scenen. Det er til at forstå, hvorfor publikum, der fyldte salen til sidste plads her en almindelig hverdagsaften i Kolding, rejste sig op til sidst. Noget anderledes var på færde i 'Honningkagebyen'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her