En lille usikkerhed kan ikke lade være med at melde sig, da jeg står derhjemme med hovedet inde i tøjskabet. For hvad i alverden ifører man sig, når man skal til fest i burlesquemiljøet? Netstrømper? Korset? Skal man gå hele vejen og tage et fuglebur på hovedet? Jeg føler mig faktisk temmelig grøn i det her. Til sidst ender jeg i min mormors aflagte pailletsommerfugl. En bluse broderet med sorte og guldfarvede pailletter, og den festligste genstand, jeg kan opdrive i min garderobe. Den glimter og er da egentlig ret vild, bliver jeg enig med mig selv om – total burlesque.
Det bliver dén, jeg tager på i aften, hvor dansere har krydset Atlanten for at smide klunset til New Burlesque Festival 2010. En form for striptease Efter at have cyklet rundt mellem både hvide og brune kødbyer, hvor en fedtet støvregn allerede har forvandlet et forsøg på smokey eyes til pandaøjne, finder jeg det. Tydeligvis. En ung fyr i nålestribede bukser, vest og bowlerhat sidder ude foran på en sten og drikker champagne af flasken.






























