En skikkelse i laboratoriekittel står på scenen. Hans ansigt er malet hvidt, og med rød sminke har han tværet et lumsk smil hen over læberne. Han er ’den navnløse’ fra Das Beckwerk. Og selv uden teatermalingen er der ingen, der rigtig ved, hvem der gemmer sig bag den spinkle krop og de skarpe ansigtstræk.
Hans datter kender ham blot som far, og de offentlige myndigheder genkender ham kun under dæknavnet Helge Bille, som var det, der nu tilfældigvis stod på dørskiltet til den lejlighed, han flyttede ind i for syv år siden.































