Dramatiker var forfærdet over rost novellesamling

Minna Johannesson håber, Naja Marie Aidt ikke føler, at det hele er ødelagt.

Scene

Den svenske instruktør Minna Johannesson kendte kun et par af novellerne i samlingen ’Bavian’, da lederen af Aalborg Teater, Morten Kirkskov, for et års tid siden ringede og bad hende iscenesætte bogen.

Men nok til, at hun omgående takkede ja. Derpå kastede hun sig over bogen i et stræk:

»Og jeg var forfærdet. Fuldstændig. Det var grusomt at læse«, siger Minna Johannesson.

»Jeg er ikke sart, men jeg var nødt til at lægge den fra mig indimellem«.

Fik det fysisk dårligt
Naja Marie Aidts noveller beskriver – hudløst – en række mennesker, der bliver syge, farer vild, mister deres kærester, er hinanden utro eller i det hele taget står over for det, der opleves som undergang.

INTERVIEW

Og Minna Johannesson fik det »fysisk dårligt« af at læse om bylder, død og nød, men hun var helt indfanget, og efter femte gennemlæsning begyndte hun at tænke, at livet ikke var så forfærdeligt endda. Heller ikke i novellerne.

»Jeg begyndte at se det smukke også. At se, at novellepersonerne faktisk har en masse muligheder. De går ind i kampen, og historierne bærer faktisk fremad. Synes jeg. Jeg ved jo ikke, hvad Naja Marie Aidt vil mene om det«, siger den danskuddannede instruktør, som gerne tilstår ærefrygt over for »så godt et materiale«.

»Jeg elsker de her noveller og har da tænkt: Hvad kan jeg overhovedet tilføje? Men så begyndte jeg at tolke videre og læse, hvad der står mellem linjerne, og jeg syntes, at materialet talte lige til mig: Jeg vil gerne lave episk teater, og jeg eftersøger en mere naturlig, hverdagslig måde at tale til publikum på. Det var Naja Marie Aidts noveller som skabt til«.

Carte blanche
Instruktøren og forfatteren har sammen med teaterlederen mødtes en gang tidligt i forløbet. Ellers ikke.

INTERVIEW

Men efter samtalen med – som hun oplevede det – en »uforfængelig og åben« Naja Marie Aidt, der gav carte blanche til fri leg, følte Minna Johannesson sig fri til at skabe sit eget drama.

Titlen ’Bavian’ beholdt hun for at understrege, at det også handler om, at vi agerer som dyr. Og så har hun udvalgt seks hovedpersoner fra seks af novellerne og flettet deres historier sammen i en vekselvirkning mellem monolog og skuespil. Det var ikke let at vælge gode noveller fra, skulle vi hilse og sige!

Men det skulle til, og det, der står tilbage, er »90 procent Naja Marie Aidt«, vurderer Minna Johannesson, hvis karakterer mødes under det fælles tema, som instruktøren mener også forfatteren kredser om: det civiliserede menneskes ensomhed.

Tro mod grundtanken
»Jeg er tro mod novellernes grundtanke, synes jeg. De fortæller, hvor godt vi alle sammen gerne vil leve – og hvordan vi i virkeligheden har det. Den her danske idyl med sol, strand og sommerferie, når vi er sammen én gang om året i tre uger – det er jo ren fantasi«, siger hun og slår ud med armene over scenografien på Aalborg Teater, hvor der er prøver i en tilsyneladende dansk sommeridyl af sand, parasoller, cykler og grøn Tuborg.

»Her mødes nogle menneskeskæbner i nogle af virkelighedens mest højdramatiske situationer – der samtidig er deres hverdag. Det er beskrevet nærmest helt filmisk i novellerne. Det er rent guf for en instruktør«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Rekvisitterne er hentet ud af novellerne, men i novellernes landskaber bukker den ene efter den anden under, og en falder fysisk sammen efter det, der begynder som et uskyldigt myggestik, men ender i et mareridt af bylder, organsvigt, infektionsforskrækkelse, akut indlæggelse og sammenbrud. Når instruktøren alligevel har valgt at anlægge et lyst syn på også den novelle, er det, fordi man »altid kan komme videre«.



»Det er ikke sikkert, at det er nemt eller sjovt at komme videre, og det kan være, at ham med myggestikket får et hårdt og besværligt liv bagefter. Men han lever. Alene det er jo stort. Man ser livet i et nyt perspektiv, når man har oplevet modgang, og det syn har jeg valgt at lægge på novellerne«.

Kan mærke, det regner

For Minna Johannesson er dramatik den genre, der kan noget, ingen anden genre kan: En bog sidder man for sig selv og læser, og man er fri til selv at forestille sig, hvordan steder og personer ser ud. Minna Johannesson kan selv leve sig så meget ind i handlingen, at hun »ligefrem kan mærke, når det regner hos Naja Marie Aidt«. I skuespillet har scenograf og instruktør været inde at foretage en første tolkning af forfatterens værk. Men derudover opleves et skuespil i fællesskab med andre mennesker i samme sal og på samme tid: »Det er den allerstørste forskel, og det er, når den dialog mellem scene og sal opstår, at det lykkes. Når det gør det, er der intet stærkere, og det håber jeg selvfølgelig at ramme. Novellerne er i hvert fald til det«, mener Minna Johannesson. Hun tager lidt af sin kaffe. Ser så op og tilføjer med en lille bekymringsrynke i panden: »Men tænk nu, hvis Naja Marie Aidt slet ikke kan lide det. Tænk, hvis hun føler, at vi har smadret det hele totalt ...«.









Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden