»Da jeg var yngre, var vi en stor gruppe af kammerater, som altid hang ud. Når man er 20 år, er det klart, at man er rastløs. Man gider ikke sidde derhjemme, når man kan feste med vennerne«.

»Desværre havde vi aldrig nogen penge. Vores liv var pasta og ketchup, og når vi ville i byen, var vi nogle gange nødt til at samle flasker«.

»Så vi forsøgte at få gang i så mange gratis oplevelser som muligt. På sådan en aften havde vi måske 100 kr. at gå i byen for, så i stedet for at gå ind på en bar, hvor vi kun ville have råd til en enkelt fadøl, foregik vores fester ofte ude i byrummet«.

Fri leg på torvet
»På den måde rakte vores penge til 10 øl i stedet for 1. Og vi hyggede os derude på byens pladser og i gaderne. Jeg savnede faktisk aldrig at gå rigtigt i byen«.

»Når vi var sammen, endte det som regel med, at vi lavede sådan nogle små happenings. Det kunne være en koncert, som opstod ud af det blå. Noget barbershopsang. En menneskeskulptur. Eller en improteaterforestilling«.

»For det meste startede det med, at en af os sagde noget med en sjov stemme, og så kørte det bare. Der var ingen logik i det, og det var aldrig aftalt. Vi gjorde det bare«.

»Publikum var vi helt ligeglade med. Vi lagde faktisk aldrig mærke til, om der var nogen, som kiggede med. Ofte stod vi bare i en rundkreds med hovederne mod hinanden og sang. Vi gjorde det kun for hinanden. Som en slags fri leg«.

Politiet ankommer
»En weekendnat sad vi på trappen ved Domhuset på Nytorv og hang ud. Vi var nok en 12-13 stykker den aften. På et tidspunkt var der en, som startede med at synge, og snart havde vi gang i en improviseret koncert der på trappen«.

»Vi var ikke specielt fulde. Men vi må have larmet helt vildt. For da koncerten var på sit højeste og vi råbte og sang, var der pludselig fire politibiler, som drønede ind på pladsen. Fuldstændig koordineret. Sådan ’VROOOOM’!«

»De standsede i en halvcirkel rundt om trappen, og så stormede betjentene ud af bilerne. Der var ingen af dem, som trak pistoler, men de lignede godt nok nogen, som var lige ved at gøre det«.

Flækkede af grin

»Der var ikke andre end os på Nytorv den nat. Men vi larmede sikkert så meget, at nogle af naboerne tænkte: Der er nogen, som bliver slået ihjel nede i Domhuset, og ringede til politiet«.

»Det lød garanteret, som om vi havde gang i et hårdt bandeopgør«.

LÆS OGSÅ Nicolas Bro løb med Reumert-pris

»Da politiet stormede ind på Nytorv, lignede det noget fra en film. Jeg tror faktisk kun, jeg havde set noget lignende i ’Een gang strømer’«.

»Det så så voldsomt ud, at vi bare flækkede af grin. Og så kørte politiet væk igen. De kunne jo godt se, at der ikke skete noget alvorligt«.

fortsæt med at læse

Selskabs-forestilling serverer kolde lunser af familiestrid til suppen