Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Ulrik Jantzen / Das Büro
Foto: Ulrik Jantzen / Das Büro

Don nicolas. Skuespilleren Nicolas Bro tager som Don Quixote på drømmerejse på Betty Nansen Teatret i december.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Efterårets teater udskifter leverpostej og krise med Don Quixote og Disney

Man jagter en anden og bedre virkelighed i kommende teaterstykker.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

A og B er deprimerede. Deres liv er blevet til en leverpostejsfarvet grød af terapitimer, krisesnak og sorte rande under øjnene. Og de mangler noget. Måske er det lykke. Måske er det eventyr. Måske er det bare det udefinerbare ’det’, som de ikke rigtig kan finde frem til, hvad er, men savner alligevel.

Så A og B tager en beslutning. I stedet for at leve gråt i gråt vil de leve i et Disney-drama fuldt af glimmer, glitter og happy endings. Hos Disney går drømme nemlig altid i opfyldelse.

De to navnløse hovedpersoner i Christian Lollikes 'All my dreams come through', som netop har haft premiere på Aarhus Teater, er langtfra de eneste, der jagter et andet liv dette efterår. Den nye teatersæson er fuld af forestillinger, som på hver deres måde handler om at kaste virkeligheden op i luften for derefter at sætte den sammen på en ny og bedre måde.

LÆS OGSÅ

I Det Kongelige Teaters dramatisering af Lars von Triers dogmeklassiker ’Idioterne’ stikker en gruppe unge rebeller for eksempel en udstrakt langemand lige op i fjæset på det småborgerlige samfund, de er født ind i, for i stedet at skabe et nyt liv, hvor de er frie. Helt frie.

På Republique kæmper seks voksne i seks forskellige aldre for at opnå det perfekte liv. Det liv, hvor facaden er i orden, formen er god, og man liiige kan presse en time mere ud af døgnet. Nogenlunde samme liv drømmer Sofie Stougaards hovedperson om i dramatiker Caroline Cecilie Mallings 'Kvinder', som Svalegangen i Aarhus sætter op til foråret.

Andre har større visioner. På Østre Gasværk er huskompagniet danskdansk så småt gået i gang med forårets forestilling ’Oprørt’, som handler om revolution, protest og lysten til at forandre verden. Og når juleanden er blevet ryddet af bordet, sender Betty Nansen Teatret Nicolas Bro ud for som ridderhelten Don Quixote at lede efter en bedre verden.

Det perfekte liv
Og så er der altså ’All my dreams come through’, Christian Lollikes selvudnævnte Disneydrama, som netop har haft premiere på Aarhus Teater og senere rykker ind på CaféTeatret i København.

Her drømmer hovedpersonerne om at leve et perfekt liv. Og det er de ikke ene om, mener instruktøren. Perfektion er nemlig blevet et krav, som det nærmest er umuligt for moderne mennesker at slippe væk fra.

»Angsten for ikke at slå til, for at falde udenfor, for at være en fiasko, er ekstremt styrende i øjeblikket. Du skal have en flot krop, du skal have et godt job, som andre gider høre om, du skal skabe en kernefamilie, du skal dyrke sundhed på alle planer, du skal være seksuelt attraktiv, og du må helst ikke blive gammel«, siger han.

»Og sådan er det også for de to karakterer i min forestilling. De har en masse forestillinger om, hvem de er, og hvad de havde håbet, de skulle blive. Men de forestillinger om det ideelle liv lever de ikke op til. Det er en af årsagerne til, at de er så deprimerede«.
På jagt efter det udefinerbare

Forestillingen om det ideelle liv ligger karaktererne i Kamilla Wargo Breklings ’Spørg de voksne’ også under for. Stykket, som har premiere på Republique til oktober, gør status over seks forskellige voksenliv – fra den helt unge voksne, der skal til at opfinde sig selv, til den ældre, som er på vej ind i alderdommen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Vi skal alle sammen forholde os til det ideelle liv. Og man bliver hurtigt slave af det. Især i voksenlivet, som jeg tager temperaturen på med den her forestilling. Hvis ikke vi passer på, kommer vi til at bruge meget af livet på at jagte det perfekte. Jeg kender det fra mig selv. Jeg vil være verdens bedste mor, samtidig med at jeg vil være stinkende god til mit arbejde, se skide godt ud og helst også være i god form. Men hvorfor slapper jeg ikke bare af?«, siger Kamilla Wargo Brekling og tilføjer:

Det er håbet, vi dyrker



»Den følelse tror jeg er meget generel. Som minimum kræver vi i hvert fald af os selv, at vi er uperfekte på den perfekte måde«, siger Kamilla Wargo Brekling.

Hvor Christian Lollikes deprimerede hovedpersoner er på jagt efter det udefinerbare det, som de tror, vil gøre det hele meget bedre, er Kamilla Wargo Breklings karakterer bare mennesker, der lever i dag – med de forventninger og drømme om både frihed og kontrol, det medfører. Kontrol over arbejdet. Kontrol over vægten. Kontrol over døgnet.

»Jeg arbejder lige nu på en scene til manden i 30’erne, spillet af Joen Højerslev, en scene, hvor han hele tiden bare stræber efter at være et skridt foran. For det er jo bare et lillebitte skridt. Og hvor svært kan det være at være et lillebitte skridt foran? Sådan tænker jeg også tit selv. For når man er et skridt foran, har man kontrol. Problemet er jo bare, at man aldrig rigtig er til stede i nuet, når man hele tiden stræber efter noget andet, noget mere«. Det vrimler jo ikke med Beckett


Mens nogle altså desperat forsøger at finde frem til det perfekte liv, sætter andre større skibe i søen.

For eksempel den idealistiske og til tider en anelse virkelighedsfjerne ridder Don Quixote, som på ryggen af sin magre krikke Rosinante rejser ud i verden for at finde retfærdighed.

Det er Katrine Wiedemann, som i slutningen af december sætter Miguel de Cervantes’ over 400 år gamle romanklassiker i scene på Betty Nansen Teatret. For hende er ’Don Quixote’ en historie, som altid vil være interessant, bl.a. fordi den handler om forholdet mellem virkeligheden og idealet.

»Fordi Don Quixote er en drømmer, bliver hans historie en fortælling om virkeligheden. Et af mine største interesseområder har faktisk altid været at finde ud af, hvad virkeligheden er. Selv har jeg et rimelig kompliceret forhold til virkeligheden. Jeg kan godt lide at flygte fra den. Det er derfor, jeg er så meget på teatret. Paradoksalt nok har det hjulpet mig med at forstå virkeligheden lidt bedre«

En historie om håb

Ifølge Katrine Wiedemann er virkeligheden – og jagten på den bedst mulige version af den – altså altid et relevant tema. Men samtidig mener hun ikke, at det er tilfældigt, at Betty Nansen Teatret har hyret hende til at lave en ny version af fortællingen om ridder Quixote netop nu. »Vi lever i en tid, der fokuserer meget på individets frihed og muligheder. Samtidig er vi som væsener skabt til at søge nogle højere, kollektive værdier. Og jeg tror, at vores forestilling om, at vi i vores samfund lever i en slags realiseret utopi, kolliderer med et urbehov for at revolutionere og omstøde og stræbe imod nye idealer. Det er det, ’Don Quixote’ handler om«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Samtidig er Don Quixote en historie om håb. Håb om, at uretfærdighed kan bekæmpes. Håb om, at der findes noget bedre et sted derude. Og det hænger godt sammen med den teatersæson, som netop er gået i gang, mener Katrine Wiedemann. Efter et par sæsoner domineret af sortsyn, ekstremisme og fascisme er de forestillinger, vi kan se på landets scener de kommende måneder, nemlig anderledes optimistiske. »Det repertoire, vi ser på teatrene lige nu, viser, at vi ønsker os mere af den verden, vi lever i. Det er helt tydeligt, at det er håbet, vi dyrker. Det vrimler jo ikke ligefrem med Beckett og nihilisme derude for tiden. Og det passer mig rigtig godt. Måske fordi det kræver mere mod at beskæftige sig med håbet«.





Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden