Forud for premieren i aften: Mick Jagger driller Monty Python

Farvel. Det bliver beskidt, lover pythonerne (fra venstre) Eric Idle, John Cleese, Terry Gilliam, Michael Palin og Terry Jones. De siger endegyldt farvel med livesteaming til hele verden 20. juli.
Farvel. Det bliver beskidt, lover pythonerne (fra venstre) Eric Idle, John Cleese, Terry Gilliam, Michael Palin og Terry Jones. De siger endegyldt farvel med livesteaming til hele verden 20. juli.
Lyt til artiklen

»Jeg er glad for og stolt af at kunne sige, at det er temmeligt beskidt og ulækkert«.

Sådan siger Monty Python-medlemmet Eric Idle til avisen The Guardian forud for aftenens længe ventede premiere på farvelshowet 'Monty Python Live (Mostly)' foran 15.000 publikummer i Londons O2 Arena. Det er første gang siden deres optræden i Hollywood Bowl i 1980, at Monty Python vender tilbage med liveoptræden på scenen.

Jagger driller

Monty Python-medlemmernes jævnaldrende landsmand, Mick Jagger fra Rolling Stones, er også blandt tilhængerne og har indspillet en ironisk og knastør reklame for showet.

Mens han sidder i en sofa og ser VM-fodbold med Charlie Watts liggende henslængt ved sin side kommer en assistent ind og fortæller, at Monty Python giver liveshows.

»Hvem gider egentlig se det igen, hva? Det var rigtigt sjovt i 1960'erne«, siger Jagger og kalder pythonerne for »en samling gamle, rynkede mænd, der prøver at genoplive deres ungdom og tjene en bunke penge«, forklarer den 70-årige rocksanger uden at fortrække en mine.

»Nå, men hvad vil du lave i morgen aften?«, spørger assistenten.

»Skal vi ikke lægge ud med noget velkendt? Hvad med 'Let's Spend The Night Together' og så 'Get Off My Cloud og 'Satisfaction'?«, spørger Jagger med pokerfjæset helt intakt.

LÆS ARTIKEL

Rolling Stones kommer på Roskilde Festival

Om den spilleplan holder kan gæsterne på årets Roskilde Festival konstatere torsdag aften, hvor Mick Jagger sammen med resten af Rolling Stones giver koncert på Orange Scene.

Gammelt materiale med musik

Aftenens Monty Python-show er det første af 10 liveshows med det genforenede komikerhold Monty Python.

På et pressemøde har de fem pythoner afsløret, at showet vil byde på dansere, et stort orkester og velkendte sketches fra Monty Pythons Flyvende Cirkus-tv-serien samt fra film som 'Monty Python og De Skøre Riddere' og 'The Meaning of Life'.

Desuden dukker gæstestjerner, som de førende fysikere Stephen Hawking og Brian Cox, op.

De fem medlemmer har tidligere erkendt, at årsagen til genforeningen er at tjene nogle penge. Men det er også for at sige farvel til deres mange fans med et godt grin. De 15.000 billetter til aftenes premiereshow blev solgt på rekordhurtige 43,5 sekunder. Som optakt til showet er der lavet en 'Spamclub', hvor fans kan stille spørgsmål til de nulevende medlemmer - dog uden garanti for svar, korrekt svar eller svar til rette afsender.

Det sidste show, som spiller 20. juli, streames live til biografer over hele verden, og dermed får John Cleese, Terry Gilliam, Eric Idle, Terry Jones og Michael Palin mulighed for et omfattende offentligt farvel.

»Det betyder, at vi faktisk tager afsked offentligt i det ene show. Der er ingen, der tidligere har haft chance for at gøre det sådan. The Beatles fik ikke sådan en sidste god aften«, siger Eric Idle til The Independent.

LÆS ARTIKEL

Monty Python vender tilbage på danske biograflærreder

Finaleshowet 20. juli transmitteres også live i Danmark i biografer fra Næstved og Aalborg til Randers og Tåstrup.

Showet har undertitlen 'one down, five to go' med reference til, at den sjette oprindelige python, Graham Chapman, døde i 1989.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her