Rolling Stones kommer på Roskilde Festival

Yeah. Mick Jagger syger for til fællessang, når The Rolling Stones optræder på Roskilde Festival torsdag 3 juli.
Yeah. Mick Jagger syger for til fællessang, når The Rolling Stones optræder på Roskilde Festival torsdag 3 juli.
Lyt til artiklen

Årets absolutte hovednavn på Roskilde Festival 2014 bliver det aldrende rockband Rolling Stones.

Det bekræfter festivalen i dag efter rygterne om bookingen har svirret i ugevis.

Dermed kan årets festivalgæster opleve 'On Fire'-showet, som de turnerer med i 2014, samt en setliste, der tæller 'Paint It Black', 'It’s Only Rock ‘N’ Roll' og 'Jumping Jack Flash'.

Bandet måtte i sidste uge aflyse koncerter i Australien og New Zealand, da forsanger Mick Jaggers kæreste L'Wren Scott pludseligt døde.

LÆS ARTIKEL Rolling Stones aflyser koncert efter pludseligt dødsfald

Men de gamle rullesten skulle altså være klar til at indtage Orange Scene til sommer i Danmark. Det siger festivalens programansvarlige, Anders Wahrén.

»Vi har fået bekræftet, at de er klar«.

Han fortæller desuden, at Roskilde Festival i årevis har arbejdet på at få The Stones til den midtsjællandske by, og selv om nogle vil mene, at det efterhånden er generationer, siden bandet toppede, er bookingen et scoop, understreger den prorgramansvarlige.

»De er et historisk band, der har stor indflydelse på den musik, der bliver spillet i dag. Og så er det noget helt specielt for os med Orange Scene, som jo er deres gamle scene (for 38 år siden fik bandet udviklet det orange canopy-telt til deres europaturne i 1976 og solgte det siden til festivalen, red.). Så enderne mødes«.

Særligt med festivalkoncert

The Rolling Stones spiller sjældent på festivaler, men Anders Wahrén mener, at den ramme vil give koncerten noget helt særligt.

»Som vi så med Bruce Springsteen, som normalt heller ikke spiller festivaler, sker der noget anderledes, når de spiller der i stedet for i Parken, for eksempel. Når de spiller på festival over for en bred skare publikummer, hvor nye kan opdage dem, giver det en fed oplevelse til begge parter«.

The Rolling Stones spiller torsdag 3. juli på Roskilde Festival - i øvrigt samme dag som festivalens andet helt store navn, Outkast.

LÆS ARTIKEL Gendannet hiphopduo er nyt hovednavn på Roskilde

Festivalen forventer derfor, at endagsbilletterne til torsdag hurtigt vil være udsolgt.

Det fulde program for festivalen offentliggøres 2. april klokken 12. Indtil videre er navne som Arctic Monkeys, Damon Albarn, Deerhunter, Earl Sweatshirt, Haim, Kasabian, Major Lazer og Moderat på plakaten.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her