Musikredaktør: Roskilde er ramt af en Skanderborg-tendens

Ældrestyrken. Rolling Stones spiller på Roskilde Festival til sommer.
Ældrestyrken. Rolling Stones spiller på Roskilde Festival til sommer.
Lyt til artiklen

Roskilde Festival har i dag præsenteret årets hovednavn.

Det bliver legenderne fra Rolling Stones, der over de seneste mere end 50 år har leveret rockhistorie, der skal underholde torsdag aften 3. juli.

»Det er en sympatisk historisk krølle. Rolling Stones vender tilbage til deres eget telt, mens de stadig kan stå på en scene. Men man må sige, at Rolling Stones i dag ikke er de samme, som de var for 10 eller 20 år siden«, siger Politikens musikredaktør Simon Lund.

LÆS OGSÅ Rolling Stones kommer på Roskilde Festival

Roskilde Festivals Orange Scene tilhørte oprindeligt Stones, der solgte den videre til festivalen engang i 1970'erne.

»Meningerne var delte om Stones’ koncerter fra Hyde Park og Glastonbury sidste år. Men det jeg har set og hørt, har været noget stivbenet rock og ikke specielt imponerende«, siger Simon Lund.

Han mener dog alligevel ikke, at Roskilde burde have sagt nej til rocklegenderne.

»De kan selvfølgelig ikke sige nej. Det er er så symbolsk. Det er også drivende sentimentalt, og hvis vi er uheldige, så skygger det over kvaliteten. På den anden side kan det være, at Rolling Stones har en helt fantastisk aften«, siger han.

Skanderborgtendens på Roskilde

Simon Lund mener, at Roskilde Festival over de seneste år er begyndte at læne sig mere og mere imod en tendens, som Skanderborg Festival især har været garant for, når de trækker en kanin op af hatten, der skal trække billetsalget.

»Efter at Orange Scene for nogle år siden lignede et problem for Roskilde Festival, har arrangørerne de sidste par år satset lige så meget på bredden, som på den helt store mavepuster af et navn, der kan skabe fællesskab foran Orange. Fra Prince over Springsteen til Rihanna. I år er det så Stones, der nok skal skabe trængsel og fællessang. Men jeg forholder mig skeptisk til kvaliteten, for de forekommer ikke på samme vitale niveau som de foregående«, siger Politkens musikredaktør.

LÆS OGSÅ Tidligere tourprogram peger på Stones-hitparade på Roskilde

Han påpeger, at Rolling Stones samtidig skriver sig ind Roskilde-festivalens rockhistoriske kanon, der tidligere har bragt koryfæer som The Velvet Undergroud, Black Sabbath, Brian Wilson og Bruce Springsteen til Midtsjælland.

Alligevel er han positiv over for stjernebookingen, der uden tvivl ikke har været gratis for festivalen på marken.

»Hvis man nu går og frygter, at Stones tager en al for stor bid af budgettet, så kan man jo håbe på, at der ikke bliver smidt penge efter mellemstore rutinenavne som Slipknot. Det betyder, at der findes på et endnu mere kreativt program for færre penge. Det benspænd kan der måske komme noget godt ud af«, siger han.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her