Det startede det år, hvor Knud Overgaard Pedersen havde ondt i sjælen. En depression havde sparket pusten ud af ham, og nu gik han og spekulerede over, hvad der kunne gøre ham glad igen. Sådan rigtig glad.
Og så var det, han kom i tanke om teatret. Det forunderlige rum, som han altid havde befundet sig så godt i, men som han i en årrække havde glemt at dyrke.
Knud Overgaard Pedersen begyndte at købe teaterbilletter. Mange teaterbilletter. Det blev til 180 forestillinger i sæsonen 2012/2013. Nogle måneder var han i teatret 25 gange. Og efterhånden blev han glad igen.
»Teatret blev min virkelighedsflugt. Og det er det stadig. Når jeg går ind i mørket og sætter mig ned, er jeg pludselig et andet sted. Dagens problemer, arbejdet, alt det sure … det forsvinder. Det er ikke sikkert, forestillingen er noget specielt. Men jeg har været væk for en stund. Jeg har været et andet sted«, fortæller 45-årige Knud Overgaard Pedersen.
Ikke en hobby, men en passion
I en tid, hvor teatrene bløder og kæmper en mere og mere indædt kamp for at tiltrække sig publikums opmærksomhed, er han enhver teaterdirektørs våde drøm. Han elsker teater.
Han er åben over for eksperimenterende gæstespil såvel som stort anlagte teaterkoncerter. Og han har ikke noget imod at betale en stor del af det, han tjener ved at arbejde som enhedssekretær i forsknings- og formidlingsafdelingen på Nationalmuseet, for det.
Selfiekulturens autofiktion rykker ind på de skrå brædderI det år, hvor Knud Overgaard Pedersen besluttede sig for at dulme efterveerne af sin depression med teaterbilletter, brugte han 60.000 kr. på at gå i teatret. Sidste år blev det til 30.000 kr. og 130 forestillinger. Og i sæsonen 2014/2015 har han indtil videre købt teaterbilletter for 15.000 kr.
Men selv om han »sidder på sine hænder«, når han surfer forbi billetsiderne på nettet, regner han bestemt med at bruge mere. For teatret er ikke bare en hobby for Knud Overgaard Pedersen. Det er en passion.
Den rødhårede dame
Knud Overgaard Pedersen forelskede sig i teatret, da Jytte Abildstrøm en sommer kom forbi hans hjemby i Sønderjylland med sit teatertelt.
»Jeg har nok været seks-syv år, og jeg var fuldkommen bjergtaget af den her rødhårede dame, som talte alt for højt og havde alt for store armbevægelser. Måske fordi hun havde noget, som jeg også havde inden i mig. Den store historie. Eller den snørklede fortælling«.
Teateranmelderne guider: Det skal du se i efteråretSom teenager meldte Knud Overgaard Pedersen sig sammen med en kammerat ind i Vojens Teaterforening, der ellers mest var et sted, hvor folk i 50’erne mødtes. Siden flyttede han til London. Mest for at arbejde, men også for at se teater. Og da han kom hjem igen, begyndte han at arbejde som frivillig for et teatertidsskrift og startede også en tradition, hvor han og forældrene flere gange om året tager i teatret sammen. Hvilket de stadig gør her, 20 år senere.
Gør du det alene?
Knud Overgaard Pedersen har med andre ord altid gået meget i teatret. Men det var først i sæsonen 2012/2013, at det virkelig greb om sig. I dag ser han en stor del af det, der er at se på de danske scener, og hver sæson rejser han også til London, Stockholm og andre europæiske byer for at se teater.
»Når folk hører, hvor meget teater jeg ser, bliver de sådan lidt ’Hvad?! Gør du det alene?’ Og jeg virker nok lidt freakagtig på dem. Men snart mærker de jo, at det er min passion. Og efterhånden begynder de at udspørge mig, når de selv skal i teatret«.
Teatre sætter flere og flere stykker op for færre og færre folkSiden sæsonen 2012/2013 har Knud Overgaard Pedersen set meget teater, som har sparket benene væk under ham.
Der var for eksempel Edisons opsætning af ’Engle i Amerika’, som han så tre gange fra første række midt for. Folketeatrets ’Bang og Betty’, hvor Ole Lemmeke VAR Herman Bang.
Og Det Røde Rums ’Metamofoser’, som han ikke var helt sikker på, om han kunne lide, første gang han så den, men som overbeviste ham fuldstændig anden gang.
Skylder at tage jahatten på
Men når man ser så meget teater som Knud Overgaard Pedersen, får man ikke den oplevelse, hver gang man går i teatret. Det er klart.
»Jeg ser da dårlige ting. På den anden side ved jeg efterhånden så meget om teater, at jeg altid kan finde noget, der er interessant. Et greb. Et valg. En interessant biperson. En scenografi, der fungerer. Jeg tager altid noget med hjem«, siger Knud Overgaard Pedersen og tilføjer:
»Teatret gør så meget for mig. Så skylder jeg også teatret at komme med jahatten på«.
Knud Overgaard Pedersen giver ikke meget for snakken om, at dansk teater er i krise. Han kan finde noget, han har lyst til at se, hver eneste sæson. Dog savner han, at dansk teater er modigere.
Teaterchefer: Vi må tænke nyt for at ramme bredt»Der har været nogle sæsoner, hvor repertoiret har været vældig sikkert. Og det er klart efter nogle sæsoner, hvor man har solgt få billetter. De spiller jo stort set de samme forestillinger på samme tid i hele Skandinavien. Jeg har rejst rundt og set ’Fanny og Alexander’ på fem forskellige scener inden for de sidste par år – der findes altså andet interessant juledramatik end ’Fanny og Alexander’! Hvis hver teaterdirektør bare havde en forestilling i hver sæson, hvor de virkelig havde noget på spil, ville det rykke«.
Helt glad i låget
Nu er en ny teatersæson gået i gang. Og Knud Overgaard Pedersen håber, at han også denne gang oplever det der magiske øjeblik, hvor han ikke rigtig kan få sig selv til at forlade teatersalen, selv om stykket er slut, fordi det har været sådan en god aften, som han ikke vil have skal slutte.
»Når jeg endelig går ud, er jeg nærmest helt glad i låget. Som hvis teatret havde pumpet stoffer ind i mig. Det må være de der endorfiner, som nogle får af at løbe. Dem får jeg i teatret«.
fortsæt med at læse
