Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
sig selv på scenen. Da teaterchef Mick Gordon fra Aarhus Teater ringede for at få Hassan Preisler til at lave dramatik om sit eget liv, var han i tvivl. »Men i al min opmærksomhedshunger turde jeg jo heller ikke sige nej«, som han siger, og tanken modnedes.
Foto: Mathilde Bech

sig selv på scenen. Da teaterchef Mick Gordon fra Aarhus Teater ringede for at få Hassan Preisler til at lave dramatik om sit eget liv, var han i tvivl. »Men i al min opmærksomhedshunger turde jeg jo heller ikke sige nej«, som han siger, og tanken modnedes.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Selfiekulturens autofiktion rykker ind på de skrå brædder

Genren kan såre, og Hassan Preisler har været nervøs. Men den kan også noget.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han kan huske, at han gik lige foran den amerikanske ambassade på Dag Hammarskjölds Allé i København, da faderen ringede.

Hassan Preisler var ulideligt angst ved tanken om, at en af forældrene kunne føle sig udleveret: Hans nye roman ’Brun mands byrde’ gik mere end tæt på virkeligheden, og han tog telefonen med bæven.

»Det var min far, som sagde: Jeg har læst din bog«, fortæller Hassan Preisler, der ventede åndeløst på fortsættelsen.

»Så fortsatte han: »Det er en fantastisk bog. Tusind tak. Du skriver som James Joyce«. Min far viser ikke følelser, så jeg gør det heller ikke. Jeg sagde bare: Tusind tak. Så lagde jeg røret på. Og brød sammen«.

Autofiktion, hvor forfatteren fortæller om sit eget liv, balancerer på en skrøbelig kant mellem det, der er væsentligt for historien, og det, der udleverer både forfatteren selv og hans nærmeste.

Genren kan udløse tårer, vrede, retssager og ødelagte venskaber, men den har en funktion, mener Hassan Preisler. Og efter en litterær bølge af forfatterromaner om og af forfattere, er genren på vej ind på de danske teatre.

Tiden efter udgivelsen

Fra 5. september har Hassan Preisler, som jeg møder på Aarhus Teater under prøverne, stået på en af teatrets scener i »en forestilling om Hassan, skrevet af Hassan, spillet af Hassan og afviklet af Hassan«.

Hans drama, som har samme titel som romanen, er et af de første eksempler herhjemme på autofiktion på scenen og en samproduktion mellem Aarhus Teater og Teater Sort/Hvid (tidligere CaféTeatret).

Det er ikke en dramatisering af romanen, men et drama om tiden efter romanens udgivelse – hvor den danskpakistanske forfatter, skuespiller og dramatiker altså gik og ventede på sine pårørendes reaktioner. For det var kun ambassadevagten i København, der syntes uberørt den dag, telefonen ringede:

Han kom ud og spurgte den grædende mand midt på fortovet, hvad der foregik, men da Hassan Preisler fik hikstet frem, at han lige havde udgivet en bog, og at hans far nu havde ringet og sagt, at han elskede den, svingede vagten sig op til et:

»Ja, ja, det er fint nok. Men du må altså ikke stå her«.

Hassan Preisler smiler ved tanken om at blive sendt et andet sted hen for at bryde sammen. Og ellers er genren netop kendetegnet ved at gå tæt på.

At stå ved den man er

Teaterstykket vil som romanen til dels handle om danskeren, som trods sin indvandrerbaggrund forsøger at blive den ’danskeste’ af alle, og som flasher sine Børge Mogensen-sofaer og spiser mere andesteg til jul end nogen nationalromantiker for ikke at blive afsløret som den mand med halvt pakistansk baggrund, han også er.

Men i langt højere grad handler både drama og roman om et menneske, som forsøger at blive bedre til at vise sin sårbarhed i stedet for at være »bitter og paranoid over det store integrationscirkus, som gør nogle til helgen og andre til sataner«. Og allermest fortæller dramaet om et menneske, som forsøger at lære sig selv at kende – og at stå ved den, han er.

»Og det gør jeg bedst ved at stille mig op på scenen som Hassan. Han er en karakter. Men han spilles jo ikke af Janus Nabil eller Ali Kazim – eller Ghita Nørby. Det er mig, der står der«.

Skal vi så tage det for pålydende? Eller er det fiktion?

»Altså, jeg vinkler skarpt og vælger ud, og sådan er livet jo ikke. Jeg har andre stunder, så på en måde er det forløjet. Men jeg lyver ikke«.

Og det kan såre. Forældrene – eller de kulturpersoner, som han udstiller med navn, men dem er han mindre bekymret for.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg har en magt som den, der beskriver, men det er magtforvridning, hvis jeg misbruger den. Jeg har ikke lyst til at udlevere andre, men folk i høje positioner kan jeg gå hårdere til stålet med end med mine forældre og søskende og min kone«.

Selfiekultur

Hassan Preisler mener ikke, at det er tilfældigt, at flere teatre nu eksperimenterer med 'sandheden' bag det individ, publikum møder på scenen.

»Bevidst eller ej, mon ikke det er en kunstnerisk kommentar til tidens dyrkelse af individet og selfiekulturen. Som når vi i de mange realityshows også lader folk hedde, hvad de hedder, samtidig med at vi skaber en karakter omkring dem. Jeg tror, det er en kunstnerisk spejling af, at vi er så optagede af os selv. Og så ligger det vel også i forlængelse af den naturalisme og realisme, som vi i årevis har talt om på teatret«, mener Hassan Preisler.

Vi har set autofiktion i bogform de senere år, men hvad kan autofiktion på scenen?

»Det er jo svært at vide, for vi har ikke rigtig prøvet det, men efter en bølge i litteraturen og filmen er det naturligt, at genren nu også kommer på scenen.

»Det handler om at gå tæt på en virkelighed, som publikum kender fra sig selv. I de år, jeg har arbejdet med teater, har jeg tænkt over, hvornår noget virker støvet eller gammeldags, og hvornår det virker tidssvarende og organisk. Det her, synes jeg, virker organisk og spændende«, siger han og forsøger at forklare hvorfor:

Når man som dramatiker skaber en karakter, kommer man let til at moralisere, fordi man holder figurerne ud i strakt arm og anskuer dem udefra.

»Og moralen skaber distance, fordi ingen kan leve op til den. Men i autofiktionen afdækker du dig selv! Og så bliver det pludselig ikke moraliserende, for du er altid selv det mest amoralske menneske af dem alle – hvis du er ærlig«.

»Jeg viser min uduelighed«

Genren kræver, at hovedpersonen »lægger våbnene« og står afklædt foran publikum. Her opstår nærværet:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Jeg viser min uduelighed, og den kan publikum forbinde sig til, fordi de kender den fra sig selv. Det virker enormt afvæbnende, og det kan være svært at mobilisere uden for den her genre«.

Måske bliver det bare en kort fase i teaterhistorien.

»Men det kan også være, at det kan være med til at udvikle teatret«, siger Hassan Preisler – inden han går ned på scenen for at spille sig selv. Med risiko for at såre nogen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden